
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skær kartoflerne ud i halve og kom dem op i en kasserolle med vand, så det dækker og tilsæt et skud salt. Kog ca. 10 min. til de er møre.
Kom harissa og hakket tomat op i en kasserolle og kog det ind til ca. det halve. Smag til med salt.
Halvér løgene og kom dem op i en bred gryde med en bundskjuler vand. Krydr med lidt salt og et par dråber olivenolie.
Skær salaten ud i tynde både.
Damp ca. 4-5 min. under låg til løgene er møre. Kom så salatbådene ovenpå løgene og damp yderligere et minuts tid, så salaten mørner en smule. Riv citronen fint henover det hele.
Skær fisken i kuvertstykker og krydr med lidt salt.
Varm en stor pande op ved høj varme og tilsæt lidt olie. Steg fisken ca. 3-4 min. på skindsiden. Vend den herefter om på kødsiden og steg ca. 30 sekunder.
Dræn kartoflerne for vand og tilsæt et godt skud olivenolie. Knus kartoflerne let med en gaffel og smag til med salt og godt med friskkværnet sort peber.
Anret på en tallerken med stegt fisk ovenpå. Kom løg og salat ved siden af og slut af med at komme harissasauce over fisken.
Harissa er en nordafrikansk tyktflydende stærk chilisauce med bla. hvidløg, kommen, spidskommen og koriander. Den er især fremstillet og brugt i Tunesien og er central i det tunesiske køkken – men bliver brugt overalt i Nordafrika og Mellemøsten.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften