0
Stegte grisekoteletter på lun kål-perlespeltsalat med tranebær, æble og appelsin.

Stegte grisekoteletter på lun kål-perlespeltsalat med tranebær, æble og appelsin.

Hovedingrediens:
Gris
Sæson:
Vinter
Tilberedningstid:
35 minutter
Brugerbedømmelser:

Introduktion:

Den sprøde og sunde grønkål får et julet indspark af appelsin, æble og søde tranebær i selskab med gris og mandler. 

Fremgangsmåde

Skift til simpel visning
0 min.

Koteletterne tages ud af pakningen, duppes tørre, og saltes på begge sider. 
Lad koteletterne stå ude, til de skal steges.

1 min.
Perlespelt

Først sættes en kedel vand over at koge.

Perlespelten skylles i lunt vand for at skylle evt. urenheder væk, og drænes derefter.

Hæld perlespelten over i en gryde, og dæk den med omkring dobbelt så meget kogende vand, som der er perlespelt.  Det kommer sig ikke så nøje, og der må hellere være lidt for meget vand, end for lidt. Kom salt i vandet, og kog spelten under låg til den er mør, men stadig har en smule bid. Alt efter hvor mange du laver mad til, tager det mellem 10 og 20 minutter, så man må prøve at smage på spelten undervejs.

Når spelten er færdig, drænes vandet fra, og spelten hældes tilbage i gryden sammen med lidt olie. Vend tranebærrene ned i spelten, smag til med salt, og lad den stå og trække under låg.

10 min.
Klargøring af grøntsager

Skyl kålen, æblerne og appelsinerne.

Kålen ribbes (de bløde blade rives fra den hårde midterribbe), og skæres i 2-3 cm tykke strimler.

Æblerne skæres i tern eller i tynde både. De skal ikke skrælles.

Mandlerne hakkes groft.

Appelsinskallen rives fint, og skrællen skæres fra kødet. Det gøres nemmest ved at skære top og bund af appelsinen, sætte den på højkant og lade en lille, skarp kniv løbe ned langs siden.
Appelsinkødet skæres i tynde skiver.

20 min.
Koteletter og samling af salaten

Koteletterne steges et par minutter ved hård varme på en stor pande, gerne i en blanding af olie og smør. 
Koteletter er magert kød, og de må ikke få for længe på panden. Vær også opmærksom på at kødet tilbereder videre, efter det er taget af panden. 

Kødet krydres med peber og trækker lunt på en tallerken eller på det fad, som retten skal serveres på.

Panden, som koteletterne blev stegt på, varmes op igen (man skal ikke vaske panden, det brune "mums" der sidder i panden, giver en god smag til grøntsagerne), og mandlerne steges, til de begynder at blive gyldne og dufte. Måske skal der lidt mere smør eller olie på panden.
Når mandlerne er gyldne, tilsættes kålen til panden, og den steges til den er mør.

Læg kålen over til koteletterne, og steg æblerne et par minutter.

Hæld den kogte perlespelt/tranebærrene over til æblerne, og smag til med appelsinskal.

Kålen hældes over i panden til æbler og spelt, det hele vendes forsigtigt sammen og smages til med salt og peber.  

Til allersidst vendes appelsinskiverne ned i panden, og den lune salat hældes op på et fad og serveres med koteletterne på toppen.

Kundekommentarer ()

Din bedømmelse

Hvor mange stjerner giver du opskriften?