Husk at vaske hænderne grundigt inden du går i gang. Skyl derefter alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk også at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
NB: Kog gerne ris i god tid, inden du skal lave mad - evt. dagen før.
Kog risene efter anvisning på posen. Eller gør som jeg, og følg følgende vejledning:
Skyl risene hurtigt i koldt vand. Kog imens rigeligt vand op med lidt salt i. Kom de skyllede ris i, når vandet koger, og læg låg på. Efter 8 minutter hældes vandet fra. Læg låget på igen, skru ned på 1, og lad risene trække i 5-10 min.
Laver du risene i god tid eller dagen før, sættes de nu på køl i en boks med låg.
Pil og hak/pres hvidløg fint. Pluk koriander, og hak stilkene fint. Gem bladene til senere. Rør det hakkede kød med lidt salt og peber. Tilsæt nu halvdelen af hvidløget, halvdelen af de ristede løg samt de hakkede korianderstilke. Steg små kødboller gyldne og gennemstegte på en pande i lidt olie. Sæt dem til side.
Pluk broccoli ud i små buketter, og del gerne de største af dem. Steg broccoli i et par minutter på panden, hvor du stegte kødbollerne. Tilfør så de kogte, afkølede ris. Kom det sidste hvidløg og de sidste ristede løg på panden sammen med limesaft, -skræl og hoisin sauce. Rist godt igennem. Slå æggene ud i retten, rør dem rundt i risene, og rist dem med i 2-3 min. Vend de stegte kødboller med risene.
Som vist på billedet drysset med korianderblade.
Kundekommentarer ()