Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Kog ris efter anvisningen på pakken. Vend 1-2 dl kokosmælk i dine kogte ris. Tænd stille og roligt for varmen, og lad dem varme med kokosmælken i 1-2 min. Smag til med salt, og spæd med mere kokosmælk hvis behov.
Blend fisken i en foodprocessor til en fin fars. Rør rød karrypasta, lidt fiskesauce og æg i, og saml farsen med 1-2 spsk. mel. Form ca. 6 små fishcakes pr. pers. med en våd ske og hånden, og steg dem i rigeligt olie på en pande i ca. 7-10 min. i alt. Tryk dem gerne let flade, så du får runde, flade fishcakes lidt større end en 5-krone.
Hak peanuts og flæk agurken. Bank agurken let med skaftet af en kniv, og skær den i mundrette chunks.
Rør en dressing af limesaft, lidt fiskesauce, 1 tsk. sukker og en smule lys eddike, og vend agurk og peanuts ned i dressingen.
Snit forårsløg fint, og vend dem i agurkesalaten lige inden servering.
Snit kålen.
Servér fishcakes med kokosris, agurkesalat og snittet kål.
Kend din fisk: Kuller
GASTRONOMISK
Kullerens kød er hvidt, magert og oftest mere fast end torskens. Den spisemæssige højsæson er størst i efterårsmånederne. Herhjemme har den særligt været saltet og tørret som klipfisk, og nogle steder desuden røget. Man vil i de fleste retter kunne erstatte kuller med torsk, lange, kulmule eller lyssej, og den kan som torsk tilberedes på mange måder - pocheret, dampet, bagt og stegt i smør.
Kulleren er meget populær i Storbritannien, hvor den både spises koldrøget som Finnan haddie og varmrøget som Arbroath smokie. Kuller er desuden en af de foretrukne fisk til fish & chips.
SUNDHED
Kulleren er en mager fisk med kun ca. 1g fedt/100 g. Proteinindholdet er ca. 19g/100 g. Den er særligt rig på selen, der styrker vores immunforsvar og hos mænd sætter sædproduktionen op.
Læs mere om kuller her > KEND DIN FISK
Kundekommentarer ()