
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skær gulerod, løg og peberfrugt i grove stykker, og overfør dem til en gryde sammen med 1/2 spsk. olie pr. person. Steg grøntsagerne i ca. 5 min. under jævnlig omrøring, indtil de er gyldne og møre. Tag gryden af varmen.
Skær fisken i stykker på ca. 2x2 cm., og overfør dem til en skål. Riv hvidløget på den fine side af et rivejern, og tilsæt det til fisken. Krydr med salt, og rør godt rundt.
Skær tomaten i grove stykker, tilsæt dem til gryden med grønt, og rør det godt rundt.
Hæld vand i, indtil det dækker. Blend suppen med en stavblender, og smag til med salt og peber.
Lun brødet i ovnen eller på en rister.
Varm en pande op ved høj varme. Kassér det vand, der må have samlet sig i bunden af skålen med fisken. Kom raspen i fisken, og rør det godt rundt.
Steg fiskestykkerne i 1/2 spsk. olie pr. person i ca. 30 sekunder på to sider.
Fordel suppen i skåle, og anret fisken henover. Servér brødet til.
Primitivo surdejsboller:
Rugsurdej og fuldkornssurdej æltes med italiensk Tipo 00 hvedemel samt fuldkornshvedemel og hørfrø. Et højt vandindhold og lang fermenteringsproces resulterer i en bolle med smag, saft og karakter.
Kend din fisk: Mørksej
GASTRONOMISK
Kødet på en mørksej har et svagt gråt-rosa skær. Det er magert, og har en lidt kraftigere og mere markant smag end lyssejen. Den er særligt god som stegt, grillet, paneret eller bagt, og kan som andre torskefisk koges og dampes, omend knap så udbredt til pochering eller kogning. Den egner sig til gengæld rigtigt godt til fiskefars.
Den fiskes og spises hele året, men kvaliteten topper i 2. halvdel af året, fra juni til december.
SUNDHED
Mørksejen er en meget mager fisk og fedtprocenten er på beskedne 0,3 gram pr. 100 gram. Den har til gengæld et højt indhold af jod og kalium, hvor sidstnævnte ligger på ca. 440 mg/100 g. Den har et proteinindhold på ca. 19,3 g/100 gram.
Læs mere om mørksej her > KEND DIN FISK
Panko er en rasp lavet på en speciel type japansk hvidt brød uden skorper. Panko laves nemlig oprindeligt af brød bagt ved at føre elektrisk strøm gennem dejen, hvilket giver brød uden skorper. Panko er velegnet til at give en skøn, sprød panering da panko har lidt større og mere ukurante krummer end almindelig rasp. Det giver raspen en luftig og ultra-sprød konsistens. Panko er yderst velegnet til friturestegning.
Bonus-info: Navnet panko stammer oprindeligt fra Portugal, hvor japanerne i sin tid lærte at bage brød af portugiserne. Pan stammer fra det portugisiske ord Pão = brød og det japanske ko betyder mel.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften