Husk at vaske hænderne grundigt inden du går i gang. Skyl derefter alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk også at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem du skal bruge til retten.
Pil og snit løg, så fint du kan, og kom dem i en skål. Kom lidt fint salt ved, og knug det godt ind i løgene. Hæld 1/2 dl. lys eddike over, og vend rundt. Efter 5 min. tilsættes sukker til en tilpas sur/sød smag. Lad løgene stå, til de skal bruges.
Steg tortillas sprøde i en lille gryde eller friture med 180 grader varm neutral olie. Alternativt kan du pensle tortillas med lidt olie, og bage dem i en 200 grader forvarmet ovn i 4-5 min., til de er gyldne og sprøde.
Fjern evt. de yderste blade af pak choy, og snit resten så fint, du kan. Pluk koriander i blade med lidt af stilken på, og kom dem i iskoldt vand til senere.
Rør mayonnaise med lidt chipotle og revet parmesan samt lidt limeskal, og smag til med salt og sukker. Gem limebåde til servering.
Rør en tyk dej af 1 dl. hvedemel, 1 tsk. bagepulver (kan udelades), ½ tsk. salt samt 1,5 dl. vand. Skær fisken i 2-3 cm. brede strimler, og krydr dem med salt og lidt chipotle. Vend strimlerne i lidt hvedemel og derefter i den tykke dej. Friter dem, til de er gyldne og sprøde. Du kan også stege dem på en stor dyb varm pande/gryde i masser af neutral olie (mindst 1 cm. - men gerne 2-3 cm. olie). Fisken steges primært på den ene side i 3-4 min., til den er pænt gylden, hvorefter den vendes og steges, til den er sprød og gylden på den anden side også. De friterede fisk afdryppes på fedtsugende papir, og drysses med lidt fint salt.
Fif: for en mindre kompliceret og sundere version kan man i stedet ovnbage den krydrede fisk i en 200 grader forvarmet ovn i 8-10 min., til den nemt deler sig i flager. Her skal fisken altså ikke vendes i mel og dej.
Som vist på billedet med den rå snittede kål, koriander, syltede løg, limebåde og chilimayo. Drys evt. med det sidste chipotle efter smag ved bordet.
Kundekommentarer ()