Vaavishkaa eller Vavishka er en supernem iransk krydret kødsovs, der ofte er lavet på lammekød (her er dog brugt okse). Retten serveres med pocherede æg, og denne rustikke persiske klassiker serveres oftest med kogte ris. Er der noget til overs, så gør som iranerne, og spis de opvarmede rester "skovlet" op med en smule fladbrød, evt. til morgenmad :-) YOM YOM DIDELDUM!
Kog risene efter anvisning på posen. Eller gør som jeg, og følg følgende vejledning:
Jeg har nu +25 års erfaring som kok, og bilder mig ind, at jeg ved et eller andet om mad og også om at koge ris ;-) Men for nylig fik jeg dette fif fra min gode ven "Skovridderen", der har boet en årrække i Nepal. Han sagde: Skyl risene hurtigt i koldt vand. Kog imens rigeligt vand op med lidt salt i. Kom de skyllede ris i, når vandet koger. Læg låg på! Sæt uret, tik, tak - efter 8 minutter hældes vandet fra. På med låget igen, skru ned på 1, og lad risene trække i 5-10 minutter! Voilà! Perfekte fluffy ris HVER GANG!
Jeg må indrømme, at jeg ikke har set mig tilbage siden, og koger nu ALTID mine basmati- eller Jasminris efter denne metode! Tak Jesper!
Pil zittauerløg, og hak det så fint, du kan. Skyl purløg, og snit så fint du kan.
Varm en bredbundet gryde eller pande (med tilhørende låg) op til høj varme. Kom en generøs mængde olie på og brun kødet godt af. Tilsæt de hakkede zittauerløg og krydderiblandingen. Krydr med salt, kom de flåede tomater på, og lad retten simre, så længe du har tid - minimum 10 minutter. Smag retten til med salt, peber samt lidt sukker. Slå æggene ud i kødsaucen, og kom låg på. Lad nu æggene simre med under låg i 3-4 min., til de har sat sig, men blommen stadigt er "runny".
Som vist - drysset med purløg. Server ris og creme fraiche i skåle på siden.
Vaavishkaa krydderi indeholder:
75% gurkemeje, 20% sort peber, 5% cayenne
Kundekommentarer ()