
Jeg er absolut ellevild med vietnamesiske forårsruller, eller rispapirruller, som mange kalder dem, fordi de netop er lavet af rispapir. Jeg elsker måden, man kan fylde dem med sprøde, fintskårne grøntsager, masser af friske krydderurter og saftig fisk, og rulle det hele sammen til små, friske bidder, der bliver endnu bedre med en god dip ved siden af. Hjemme hos os er det altid lidt af en fest, når vi får den her type retter, for jeg sætter gerne fyld, urter og dip på bordet i små skåle, så der nærmest er dømt rul-selv-ruller og hyggelig stemning omkring middagen.
Ca. 35 minutter i alt, hvor flere elementer kan laves samtidig:
Lad os starte med:
Find alle ingredienser og redskaber frem.
Skyl grøntsager, frugt og krydderurter.
Vask hænder og redskaber efter håndtering af fisk, kød og jordede grøntsager.
Ris
Skyl risene grundigt, og kom dem i en gryde med rigeligt, kogende, letsaltet vand.
Kog risene i 9–12 minutter, og hæld al overskydende vand fra.
Lad risene stå uden låg i 1-2 minutter, så de damper let af.
Smag til med en smule salt, hvis de mangler det.
Nước chấm
Pres saften af limene.
Hak chili og hvidløg fint.
Rør nam pla sammen med limesaft og samme mængde vand.
Tilsæt rørsukker lidt ad gangen, og smag til, så dippen balancerer mellem salt, syre, sødme og varme.
Vend chili og hvidløg i.
Stil dippen til side, og smag til igen før servering.
Grønt og urter
Skræl gulerødderne, og skær dem i fine strimler.
Skær agurken i fin julienne.
Trim den grove nederste del af korianderstilkene væk, og pluk resten groft.
Pluk mynten i blade.
Kom grøntsager og urter i skåle hver for sig.
Smag evt. gulerødder og agurk let til med en anelse salt, hvis du vil løfte grøntsagerne lidt allerede her.
Fisk
Skær kulleren i mindre stykker, så du har ca. 3 stykker pr. rulle.
Vend fiskestykkerne med ca. 1/3 af nước chấm.
Lad fisken trække kort, mens du gør resten klar.
Vend fiskestykkerne i et tyndt lag hvedemel.
Varm neutral olie op på en pande.
Steg fisken ad omgange, til den er gylden, sprød og gennemstegt.
Læg fisken på en tallerken.
Krydr med lidt salt og peber lige efter stegning.
Smag fisken til, så den også har karakter i sig selv og ikke kun får smag fra dippen.
Peanuts
Hak peanuts groft.
Smag dem evt. til med et lille nip salt.
Rispapirruller
Fyld en stor skål eller dyb tallerken med lunt vand.
Dyp 1 stk rispapir hurtigt i vandet, og læg det på en tallerken eller et rent skærebræt.
Fordel lidt gulerod, agurk, koriander, mynte og peanuts i midten.
Læg fiskestykkerne ovenpå fyldet.
Fold siderne ind over fyldet, og rul stramt sammen.
Gentag med resten, så du ender med 3 ruller pr. person.
Halvér rullerne med en skarp kniv lige før servering, hvis du vil have et pænere udtryk ved anretning.
Anret rullerne på tallerkener eller et fad.
Servér nước chấm i små skåle ved siden af.
Servér risene i små skåle til.
Drys med de sidste peanuts og evt. lidt ekstra urter.
Huskokkens fif til ekstra smag
Smag nước chấm til to gange, da den gerne må sidde helt skarpt mellem sødme, syre, salt og varme.
Krydr fisken let lige efter stegning, så den står tydeligere frem i rullen.
Lad ikke rispapiret ligge for længe i vand, da det så bliver svært at arbejde med.
Rul rullerne tæt, så fyldet bliver samlet og rullen holder formen bedre.
Huskokkens fif til rester
Rester af fisk, grønt og urter kan bruges i en risbowl dagen efter med ekstra nước chấm over.
Ekstra ris kan steges på panden med lidt olie som en hurtig frokostret.
Har du fyld til overs, kan det serveres som en salat med peanuts og dip.
Nước chấm kan også bruges som dressing til agurk, gulerod eller en rest ris.
Kend din fisk: Kuller
GASTRONOMISK
Kullerens kød er hvidt, magert og oftest mere fast end torskens. Den spisemæssige højsæson er størst i efterårsmånederne. Herhjemme har den særligt været saltet og tørret som klipfisk, og nogle steder desuden røget. Man vil i de fleste retter kunne erstatte kuller med torsk, lange, kulmule eller lyssej, og den kan som torsk tilberedes på mange måder - pocheret, dampet, bagt og stegt i smør.
Kulleren er meget populær i Storbritannien, hvor den både spises koldrøget som Finnan haddie og varmrøget som Arbroath smokie. Kuller er desuden en af de foretrukne fisk til fish & chips.
SUNDHED
Kulleren er en mager fisk med kun ca. 1g fedt/100 g. Proteinindholdet er ca. 19g/100 g. Den er særligt rig på selen, der styrker vores immunforsvar og hos mænd sætter sædproduktionen op.
Læs mere om kuller her > KEND DIN FISK
Se på illustrationen her hvor nemt det er at rulle en frisk vietnamesisk forårsrulle. Rispapiret dyppes først hurtigt i et fad med lunt vand.
Kommentarer og forslag til opskriften