LEVESTEDER OG LEVEVIS
Lyssejen lever nær havbunden og helst tæt ved kysten - i modsætning til den nært beslægtede mørksej. I vores områder lever lyssejen særligt langs kysterne i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat, men den kendes helt fra Svalbard til den nordafrikanske kyst.
Lyssejen foretrækker områder, hvor saltindholdet ikke er for lavt, og særligt de store lyssej lever ofte ved tilvoksede skibsvrag. Den lever dog sjældent dybere end 200 meter. Lyssejen fanges af både trawlere og garnfiskere, da en del garnfiskere specialiserer sig i at sætte garn omkring netop skibsvrag.
De unge lyssej lever af orme og mindre skaldyr, mens de ældre lever af sild og brisling. Lyssejen gyder fra februar til april, gerne i en vandtemperatur på mellem 8 og 10 grader.
KENDETEGN
Lyssej kendes også som lubbe eller gråsej. Dens ryg er brunlig, mens siderne er lysere. Den har en mørk sidelinje, der buer over brystfinnen. Underbiddet er kraftigt, og modsat torsken har den ingen skægtråd. Den adskiller sig fra mørksejen ved at være mere rund, og noget lysere i kødet.
Det mindste fangstmål for lyssej er 30 cm, men den blive et godt stykke over 100 cm. Normalt er den ca. 50-60 cm.
Her fanges fisken
GASTRONOMISK
Lyssejens kød er lyst, magert og fast. Kødet er som oftest meget fastere end kulmulens, noget fastere end kullerens og lidt fastere end torskens. Kødet er, som navnet afslører, lysere end mørksejens kød.
Lyssejen er god som pocheret, dampet eller stegt, og velegnet til retter i ovnen. Den er ofte brugt til fiskefars. Den er i sæson fra det tidlige efterår, henover vinteren, indtil midt på foråret, og i højsæson fra oktober-december.
SUNDHED
Lyssej er en meget mager fisk med kun ca. 0,6 g fedt/100 g. Proteinindholdet ligger på omtrent 19 g/100g
MADHISTORIE
Historisk har lyssejen, eller lubben, været spist i både fersk og vindtørret udgave - som torsk og kuller. Det var særligt de ældre og større sej, der blev tørret. Den har sandsynligvis, som mørksejen, været brugt en del til fiskefrikadeller.
I ældre tider blev den sandsynligvis primært fisket om aftenen, enten med vod, på stang med snøre og krog, eller ved at trække en line med kroge efter en båd.
Historisk har den periodevis været betragtet som mindre værdifuld end eksempelvis kuller og torsk, men har til gengæld fundet anvendelse som agn i fiskeriet efter hummere.
Fiskerne selv anvendte gerne sejens lever til tran, og dermed til at få oplyst deres fiskehytter i de mørkere tider.