LEVESTEDER OG LEVEVIS
Rødtungen hører hjemme her under vores nordlige himmelstrøg. Den findes omkring Island samt i et bælte langs kysterne fra Murmansk til Biscayen. Omkring Jylland og ind i Kattegat lever den også, men den kommer dog sjældent længere ind i Østersøen end Bornholm. Den foretrækker et højt saltindhold i vandet, hvilket er den overvejende forklaring på, at den sjældent findes i Danmarks fjorde, længere inde i Østersøen eller i de indre farvande. De største bestande er hos os i Skagerak og det nordlige Kattegat.
Som de fleste andre fladfisk er rødtungen en bundfisk, der oftest findes på mellem 10 og 200 meters dybde, og som modsat andre bundfisk foretrækker en hård bund af sten og klipper.
Rødtungen er en relativt stationær fisk, der sjældent bevæger sig meget i dens levetid. Det gør den sårbar for lokal overfiskning. Dens forkærlighed for stenet bund beskytter den dog mod intenst fiskeri.
KENDETEGN
Da øjnene på rødtungen sidder på højre side af fisken, defineres den som en højredrejet fladfisk. Hovedet er lille med en asymmetrisk mund for enden af den ovale krop, der normalt bliver omkring 40 centimeter.
Navnet rødtunge er umanerligt dårligt valgt, for rødtungen er rent faktisk ikke en del af tunge-familien og den er nødvendigvis ikke rød. Farven på øjesiden er brun, rødbrun og sjældent grålig med mørkebrune, rødlige eller grønlige tegninger og enkelte prikker. Blindsiden er som hos de fleste fladfisk lys.
Her fanges fisken
Sæson
GASTRONOMISK
Rødtungen betragtes som en af de bedste fladfisk, der med sit hvide og faste kød nærmer sig pighvarren og søtungen i spisekvalitet. Den bør tilberedes som en rødspætte, og benene egner sig fortrinligt til fiskefond.
Hos Gastronomisk Leksikon fra 2010 omtales rødtungen som den bedste af de højrevendte fladfisk med et magert, hvidt, fast kød, der sammenlignes i kvalitet med søtunge eller pighvar.
SUNDHED
Rødtungen er en mager fisk med omtrent 1,4 g fedt/100 gram, og har desuden et højt indhold af b-vitamin og flere essentielle fedtsyrer.
MADHISTORIE
For godt 130 år siden, i slutningen af 1800-tallet, var rødtungens mest udbredte navn ‘mareflynderen’. I en imponerende bog fra 1890 med titlen ‘Oversigt over vore Saltvandsfiskerier’, beskrives det, at den,
“fiskes ret ofte i Kattegat og har et meget velsmagende Kjød. Den siges at lege i forsommeren”.
Det var netop også i forårsmånederne, at der i Læsø Rende blev fisket målrettet efter rødtunge på denne tid. Det samlede tungefiskeri menes på det tidspunkt at have udgjort ca. 4% af værdien af Danmarks samlede fiskere.
Frøken Jensen, der skriver i starten af 1900-tallet, omtaler ikke rødtungen særskilt, og hun nævner heller ikke mareflynderen. Men hun påpeger oveordnet, at tungernes, “Kød er fast og hvidt, og den regnes for at være en særdeles fin og velsmagende Fisk”