Start med at vaske auberginen, og flæk den på langs. Rids ned i kødet på auberginen med en skarp kniv uden at skære igennem skindet.
Varm en stor gryde godt op og tilsæt en smule olie. Steg auberginerne på skærefladen, til de har taget godt med farve. Læg dem til side til senere.
Skyl risene i en sigte. Kom dem op i en lille gryde, og tilsæt dobbelt så meget vand, som ris i vægt. F.eks. 150g ris = 300g vand.
Tilsæt lidt salt, og bring risene i kog. Skru herefter ned på laveste blus, og læg låg på gryden. Lad nu risene stå og dampe 5-10 min. Sluk så for gryden, og lad risene trække færdige under låg.
Børst svampene rene, og skær dem i skiver. Varm gryden fra før godt op, og tilsæt lidt olie. Steg svampene i ca. 2-3 min., til de har taget farve.
Tilsæt herefter currypasten (pas på den er stærk, så doser lidt ad gangen), og lad den stege med et minuts tid. Kom kokosmælken ned i gryden til svampene, og kog det op. Tilsæt lidt vand og auberginerne til gryden, og sørg for at auberginerne kommer så langt ned under kokosmælken som muligt.
Lad det hele simre under låg ca. 15 min. Følg med undervejs. Fjern evt. låget, og lad kokosmælken koge lidt ind, så den til sidst er cremet og lækker. Smag til med saft fra limefrugt og salt og friskkværnet peber.
Skyl forårsløgene og snit dem ultratyndt med en skarp kniv, gerne lidt på skrå, så stykkerne bliver så lange som muligt.
Rist peanuts en smule på en tør pande, til de har taget lidt farve.
Pluk mynten ud i blade, og skyl dem let.
Anret auberginer og svampe ovenpå risene. Drys forårsløg, mynteblade og peanuts henover, og slut af med at komme sauce henover retten.
Velbekomme.
Kundekommentarer ()