Start med at tænde ovnen på 200 grader varmluft.
Pil hvidløg og riv det fint. Bland det med krydderblandingen og godt med olivenolie i en lille skål, så du får en mættet marinade.
Skyl auberginen og prik dybe huller med en lille kniv. Massér nu auberginerne grundigt med marinaden og sørg for at der kommer marinade ned i hullerne.
Læg auberginen i et ildfast fad og bag, til den er helt mør - ca. 25 min.
Skyl risene i en sigte og kom dem ned i en lille kasserolle med den dobbelte mængde vand og lidt salt.
Bring risene i kog, skru ned og lad dem simre under låg i ca. 5-7 min. Sluk herefter og lad dem trække færdig under låg - ca. 10 min.
Skyl fenniklen og skær den i super tynde strimler med en skarp kniv - brug gerne et mandolinjern, hvis du har et.
Vend strimlerne med et par dråber olivenolie.
Skyl mynten og pluk den ud i blade. Bland den med fenniklen.
Skyl tomaterne og kom dem ind i fadet til auberginen, når der er ca. 10 min til den er færdig.
Fjern stilken på auberginen. Hak den derefter groft igennem med en skarp kniv. Smag det hakkede aubergine til med masser af limesaft, salt og et godt skud olivenolie.
Skrab fadet med en dejskraber, så du får alt marinaden med - tomaterne gemmer du til anretning.
Anret risene i bunden af en dyb tallerken med auberginekompot og tomater ovenpå og fennikelsalat på siden.
Velbekomme!
Ras-el-hanout er arabisk for "leder af butikken" og indeholder traditionelt en blanding af de bedste krydderier, sælgeren har at tilbyde. Denne ras-el-hanout indeholder 16 (siger og skriver seksten) forskellige ingredienser, heriblandt rosenblade og safran og er krydret, sød og elegant.
Ras-el-hanout indeholder: Kanel, kardemomme, spidskommen, sort peber, koriander, chili, paprika, fennikel, anis, kommen, muskatnød, allehånde, nelliker, ingefær, rosenblade og safran.
Kundekommentarer ()