Tag fisken ud af køleskabet, og dup den tør med et stykke køkkenrulle. Del fisken i kuvertstykker. Krydr med salt og peber, og læg fiskestykkerne i et smurt ildfast fad til senere. Sæt ikke fadet på køl.
Tænd ovnen på 160 grader.
Skræl rødbederne, og skær dem i grove stykker på ca. 3x3 cm. Steg stykkerne ved mellem varme i 8-10 minutter i en smule olie, til de er møre, og har taget lidt farve. Ca. 2 min. inden rødbederne er færdige, tilsætter du nødderne, og lader dem stege med. Krydr retten grundigt med salt og friskkværnet peber.
Rengør porren og fjern toppen. Skær resten i ca. 4 cm lange stykker. Kom porrestykkerne op i en stor gryde, hvor de kan være i uden at ligge ovenpå hinanden. Tilsæt vand, så porrerne er halvt dækkede, lidt salt og lidt olivenolie. Lad porrerne dampe under låg i ca. 10 minutter, til de er helt møre.
Sæt fisken i ovnen i ca. 15 minutter, og bag den, til den er mør.
Skyl persillen, og hak den groft med en skarp kniv. Vend persillen sammen med de stegte rødbeder, når de er taget af panden.
Hæld vandet fra porrerne, og smag dem til med rigeligt, fintrevet citronskal, salt og friskkværnet peber.
Anret porrerne sammen med fisken og de stegte rødbeder på en tallerken. Slut af med at komme små klatter af rygeost rundt omkring. Bemærk, at hvis du laver mad til 1-2 personer, skal du kun bruge ca. halvdelen af osten. Smag dig frem!
Velbekomme!
Rygeosten er den eneste ægte danske ost, der ikke er inspireret fra udlandet. Ostetypen har sin start på Fyn i 1800-tallet, hvor den blev lavet ude på mange gårde. Dette er også årsagen til at det ofte kaldes “Fynsk Rygeost”. Nogle mener, at rygeosten dog kan spores helt tilbage til vikingetiden. Denne gamle danske specialitet har Gundestrup Mejeri specialiseret sig i at producere.
Striberne på osten stammer fra den rist, som osten ligger på mens den ryges.
Kundekommentarer ()