Rå gulerodsstrimler: Udvælg 2 pæne gulerødder, skræl dem og skær dem i tynde strimler. Læg dem i iskoldt vand (så de forbliver sprøde).
Gulerodspuré: Tag halvdelen af de øvrige gulerødder, skræl dem og skær dem i mindre stykker. Læg dem i en gryde, hæld saften fra 1 appelsin i gryden og spæd med vand, så gulerødderne lige er dækket. Når gulerødderne er kogt møre, hældes væden fra og gulerødderne blendes til en puré. Smag til med appelsinsaft, salt og peber.
Gulerodstern i appelsinsauce: Skræl resten af gulerødderne og skær dem i tern på 1 cm. Sauter dem i lidt olie på en pande og en lille smule vand til de er "al dente". Tilsæt saften fra 1 appelsin og lad saften reducere til det halve. Tilsæt lige inden servering en (god) smørklat.
Müsli af skinke, purløg og kartoffel: Skræl bagekartoflen og skær den i meget små tern på 2 mm. Hæld majsolie i en lille høj gryde til der er ca. 2 cm olie i gryden. Når olien er varm tilsættes kartoffelternene, som frituresteges til de er gyldne og sprøde. Skær skinken i mindre stykker og sauter dem på en pande i lidt olie til de bliver sprøde. Bland skinke, kartoffeltern, klippet purløg og revet skal fra ½ appelsin til en slags müsli og smag til med salt.
Fisk: Krydr fileterne med lidt salt og peber. Fold dem på langs og placer dem i et smurt ovnfast fad. Overdæk med stanniol og bag dem i 190 grader varm ovn (ved varmluft) i ca. 10-15 min.
Anret fisken med topping af müsli og server variationerne af gulerødder til.
Kokken anbefaler små smørstegte kartofler som tilbehør.
Kommentarer og forslag til opskriften