Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Start med at tænde ovnen på 200 grader varmluft.
Skrub jordskokkerne grundigt, og fjern evt urenheder. Vend ca. 2/3 af jordskokkerne med lidt olivenolie, salt og friskkværnet peber. Lad jordskokkerne være hele, men hvis der er knolde, der er større end en tændstiksæske, kan du dele dem i to.
Skyl squashen, og skær den i store stykker på ca. samme størrelse som jordskokkerne. Bred jordskokker og squash ud på en bageplade, drys med krydderblandingen, og bag grøntsagerne i ca. 25 min., til de har taget masser af farve.
Sæt perlespelten over at koge i rigeligt vand med et skud salt. Kog den i ca. 15 min.
Gnid fiskefileterne med lidt olivenolie og lidt salt, og rul dem sammen fra hale mod hoved. Læg rullerne i et ildfast fad, og bag dem nederst i ovnen i ca. 15 min.
Den sidste 1/3 af jordskokkerne skæres i små tern, så godt som muligt.
Dræn mozzarellaen, og skær den i tern.
Dræn perlespelten, og vend den sammen med de rå jordskokker, mozzarellastykker, fintrevet citronskal, lidt olivenolie og lidt citronsaft. Smag til med salt.
Anret perlespelten i bunden af en dyb tallerken med fisk og bagt grønt ovenpå.
Velbekomme!
Kend din fisk: Skrubbe
Skrubben ligner rødspætten, men adskiller sig ved sin mere ru og knudrede overflade, som skyldes små benknuder på øjesiden. Den har en oval, flad krop, hvor begge øjne er placeret på højre side (dog findes venstrevendte eksemplarer). Farven varierer fra brun til grønlig med mørke pletter og en lys underside. Skrubben bliver typisk mellem 25-40 cm lang, men kan i sjældne tilfælde nå op på 60 cm og veje op til 3 kg.
Skrubben er en alsidig spise, der kan tilberedes på mange måder. Kødet er lyst, fast og har en mild, let sødlig smag, som egner sig godt til stegning, bagning og dampning. Den er populær i klassiske danske retter som stegt skrubbe med persillesovs og paneret skrubbe med remoulade. Desuden kan den bruges i supper og fiskefrikadeller. Skrubben kan med fordel tilberedes hel, da benene let slipper kødet efter tilberedning.
Skrubben er en sund spise med et højt indhold af magert protein og en lav fedtprocent. Den indeholder vigtige omega-3-fedtsyrer, som bidrager til hjerte-kar-sundhed og reducerer inflammation. Derudover er den rig på vitamin D, B12 og mineraler som jod og selen, der understøtter stofskiftet og immunforsvaret. Ifølge Fødevarestyrelsen anbefales det at spise fisk som skrubbe to gange om ugen som en del af en sund kost.
Middelhavs-krydderi indeholder:
Kommentarer og forslag til opskriften