
Grønt: Skrub jordskokkerne godt og skær dem i ½ cm tykke skiver. Rens svampene og del dem i kvarte. Pil rødløgene, snit dem i både og hak hvidløgsfeddene fint. Rist svampene af i lidt smør og olie til de er gyldne og væden er fordampet. Tag svampene af og kom lidt olie på panden. Rist jordskokkerne ved middelhøj varme, til de er flot gyldne. Kom løg og hvidløg ved og sauter videre ved middel varme, til de er blevet let klare og jordskokkerne er møre. Rør svampene i, varm igennem og smag til med lidt citronsaft, salt og peber.
Fisk: Rør 40 g blødt smør, revet skal af hele citronen, timianblade, grofthakkede kapers og pinjekerner samt rasp godt sammen i en skål. Skær fisken i ensartede portionsstykker, pres lidt citronsaft over og krydr med salt og peber. Læg fiskestykkerne i et ildfast fad og fordel smørret ovenpå. Bag torsken ved 200°C i 10-13 min. til fisken er gennembagt.
Server retten med små kogte kartofler og en god grøn salat til.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften