
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
Skræl alle bederne, og skær dem ud i grove både. Gnid dem med en smule olivenolie, salt og friskkværnet peber.
Bag bederne på en bageplade i ca. 25 min., til de er møre. 5 min. inden bederne er færdige, kommer du solsikkekernerne ud over, og lader dem bage med det sidste stykke tid.
Sæt linserne over at koge i rigeligt, godt saltet vand. Lad dem koge i ca. 15 min., til de er møre.
Pisk en marinade sammen af sennep, lidt honning, lidt citronsaft, et godt skud olivenolie, salt og friskkværnet peber.
Pluk dilden ud i blade, og snit stilkene fint med en skarp kniv. Kom stilkene op i marinaden, og gem bladene til anretning.
Del spidskålet i store kuvertstykker. Varm en stor pande godt op, og tilsæt en smule olie. Steg spidskålet, til det har taget godt med farve, og er blevet mørt med bid. Krydr med lidt salt.
Smør en god klat friskost ud i bunden af en dyb tallerken.
Hæld vandet fra linserne, og smag dem til med et par dråber olivenolie, salt og peber. Anret dem ovenpå osten.
Vend bederne rundt med sennepsmarinaden, og anret dem ovenpå linserne. Kom det stegte spidskål på siden, og drys med plukket dild.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften