Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Skrub gulerødderne, og skræl løgene.
Fjern toppen på gulerødderne, og halvér dem. Skær løgene i kvarte.
Spred løg og gulerødder ud på en bradepande, og kom lidt olivenolie og salt over. Bag dem i ca. 25 min., til de har taget farve og er blevet møre.
5 min. før grøntsagerne er færdige, vender du dem med harissaen (pas på dette krydderi er stærkt), og lader den bage med den sidste tid.
Sæt risene over at koge efter anvisning på pakken.
Riv hvidløget på den fine side af et rivejern. Pisk hvidløg sammen med lidt olivenolie, salt og godt med fintrevet limeskal og limesaft. Der må godt være knald på hvidløg og limesmag. Der skal ca. være 1 stor spsk færdig marinade pr. kuvert.
Snit broccoli superfint med en skarp kniv eller på et mandolinjern. Vend den rå broccoli sammen med hvidløgsmarinaden og sesamfrø.
Anret ris i bunden af en dyb tallerken med harissagrønt og broccoli ovenpå.
Velbekomme!
Harissa er en nordafrikansk tyktflydende stærk chilisauce med bla. hvidløg, kommen, spidskommen og koriander. Den er især fremstillet og brugt i Tunesien og er central i det tunesiske køkken – men bliver brugt overalt i Nordafrika og Mellemøsten.
Kundekommentarer ()