
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
Skyl kartoflerne, og skær dem i tern. Vend dem med lidt olivenolie, salt og friskkværnet peber. Bag dem møre i ovnen i ca. 25 min.
Sæt samtidig en stor gryde godt saltet vand over - ligesom hvis du skulle koge pasta.
Skyl rosenkålene, og fjern evt. grimme blade. Del hvert kål i kvarte. Bred de frosne ærter ud på en tallerken, og lad dem tø op. Skræl skalotteløg, og hak det super fint. Skyl persillen, og hak den groft med en skarp kniv. Skræl appelsinen, og skær den i tynde skiver. Skær herefter skiverne i mundrette bidder.
Kom løg, ærter, persille og appelsin op i en stor skål.
Når vandet bulderkoger, tilsætter du rosenkålen og koger dem kort i 2-3 min. Dryp dem godt af, og kom dem direkte over i skålen med grønt. Vend grundigt rundt, kom gerne et par klatter smør ned i, og lad dem smelte sammen med de varme rosenkål.
Smør en god klat creme fraiche ud på en tallerken, og kom kartoflerne og rosenkålsblandingen ovenpå. Slut af med at drysse plukket ost over.
Kota er fremstillet af økologisk komælk, fra Østjylland. Mælken kommer fra omkringliggende økologiske gårde, hvor køerne går frit ude og inde. Osten er en fetatype, som fremstilles i små ostekar og håndfyldes i formene og vendes, hvor håndværket spiller en vigtig rolle. Herefter saltes osten i et døgn og emballeres i sin egen saltlage. Smagen af komælk giver en frisk karakter og syre. Osten har en flot rund smag og en cremet konsistens.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften