Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skyl chili, og pil og snit løg så fint du kan. Skær chili i lange tynde strimler, og kom begge dele i en skål. Kom lidt fint salt ved, og knug det godt ind i løgene. Hæld 1/2 dl lys eddike over, og vend rundt. Efter 5 min. tilsættes sukker til en tilpas sur/sød smag.
Skyl og rib grønkålen, og snit den, så fint du kan. Pluk koriander i blade med lidt af stilken på, og kom grønkål og korianderblade og -stilke i iskoldt vand til senere.
NB. kålen skal senere serveres rå - hvis du foretrækker at få en lidt mere kæbevenlig og tygbar kål-oplevelse, kan du evt. sautere kålen hårdt af på en pande i lidt olie (evt. med lidt finthakket hvidløg) krydret med salt og peber.
Rør en tyk dej af 1 dl hvedemel, 1 tsk. bagepulver (kan udelades), 1/2 tsk. salt samt 1,5 dl vand. Skær fisken i ca. 2 cm brede strimler, og krydr med salt og ca. halvdelen af krydderiblandingen. Vend strimlerne i lidt hvedemel, og derefter i den tykke dej. Friter dem, til de er gyldne og sprøde. Du kan også stege dem på en stor dyb varm pande/gryde i masser af neutral olie (mindst 1 cm - men gerne 2-3 cm olie). Fisken steges primært på den ene side i ca. 3-4 min., til den er pænt gylden, hvorefter den vendes og steges, til den er sprød og gylden på den anden side også. De friterede fisk afdryppes på fedtsugende papir, og drysses med lidt fint salt.
Fif: for en mindre kompliceret og sundere version, kan man i stedet ovnbage den krydrede fisk i en 200 grader forvarmet ovn i 8-10 minutter, til den nemt deler sig i flager. Her skal fisken altså ikke vendes i mel og dej.
Rør mayonnaisen med det sidste af krydderiblandingen.
Varm tortillas én efter én på en brandvarm pande uden fedtstof, til de begynder at blive gyldne med mørke pletter. Endnu bedre er det at vende dem direkte på en rødglødende kogeplade lynhurtigt. (Duer ikke på induktion og gas). Hold dem lune i et fugtigt viskestykke, efterhånden som de er klar.
Som vist på billedet med den rå snittede grønkål, smuldret queso fresco, koriander, syltede løg og kryddermayo.
Queso fresco er en lækker sag, som vi og Grand Fromage selv har udviklet i samarbejde med det lille landsbymejeri i Onsild i Nordjylland. Ideen blev født da vi var på udkig efter en dansk ost, der mindede om den mexicanske Oaxaca ost "queso fresco". Osten fremstilles af økologisk mælk fra køer der bl.a græsser på engdragene langs Gudenåen. Ostens oprindelse er Mexico og Sydamerika hvor den anvendes i mange retter. Osten er mild og med en fin mælkesmag, hvilket også gør den egnet til stegning.
Kundekommentarer ()