Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 230-250 grader varmluft.
Del hver pizzakugle i to, og rul dem helt tyndt ud til 2-3 mm tykkelse. Dryp brødene med lidt olivenolie, og krydr dem med lidt salt. Bag fladbrødene på en bageplade/pizzasten i ovnen ca. 6-8 min., til de er gyldne. Hvis du laver mad til 1-2 kuverter, kan du i stedet stege brødene på en meget varm, tør pande, hvis du foretrækker det.
Sæt en gryde vand over til æg. Når vandet koger, tilsætter du æggene, og koger dem i præcis 5 1/2 min. Køl dem derefter lynhurtigt ned under rindende koldt vand.
Hak nødderne groft med en kniv. Rens svampene, og skær dem i skiver på ca. 0,5 cm. Pluk salaten ud i blade, og skyl dem godt.
Skyl squashen, og skær den i strimler a la en tynd pommes frites.
Varm en pande godt op, og tilsæt et skud olivenolie. Steg svampene i 2-3 min., og kom så salatblade og nødder op i panden. Lad dem stege med i 2-3 min., så de får lidt varme, men stadig er sprøde.
Kom svampe, salat, nødder og rå squash op i en skål. Krydr med salt, friskkværnet sort peber, et par dråber olivenolie, godt med fintrevet citronskal og lidt citronsaft. Vend godt rundt.
Anret den lune salat i en dyb tallerken med det bløde æg og brødet på siden. Slut af med at krydre ægget med za'atar og lidt salt.
Vores økologiske pizzadej på surdej er lavet på 100% italiensk Tipo 00 og durummel. Dejen er fermenteret med surdej og er koldhævet i minimum 24 timer før den pakkes.
Za'atar indeholder: sesamfrø, timian, sumak og havsalt
Bruges i en lang række madretter fra Mellemøsten og den arabiske halvø. Za'atar spises oftest med friskbagt brød, der dyppes i olivenolie før krydderiblandingen drysses over eller i Manakish Za'atar.
Kundekommentarer ()