
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Dup kyllingelårene tørre (kan deles i under- og overlår). Brun dem derefter meget grundigt af i halvt smør/halvt olie i en gryde, der kan rumme hele retten.
Krydr med salt, peber og halvdelen af ras-el hanout-krydderiet, når kyllingen er brunet. Hæld en lillebitte bundskjuler vand ved kyllingen, og lad den dampe under låg i 5-6 min.
Hæld imens couscous-grynene op i en skål med et nip salt og 1/2 spsk. olivenolie pr. person. Overhæld grynene med så meget kogende vand, at det står 1-2 cm over grynene.
Dæk skålen til, og lad couscousen trække i 10-12 min., til al vandet er opsuget.
"Fluf" couscoussen forsigtigt op med to gafler, når den er færdig og vend lidt revet citronskal ned i den sammen med lidt mere olivenolie. Smag til med salt og peber.
Hak hvidløget fint.
Skyl broccolien og del den i store buketter. Brug også stilken i retten - skræl og skær den i tynde skiver.
Tag kyllingelårene op af gryden, og steg hvidløget sammen med broccolien. Tilsæt resten af ras-el-hanout-krydderiet og derefter de flåede tomater, når hvidløget begynder at brune.
Dræn kikærterne og hæld dem over i gryden.
Læg kyllingen tilbage i gryden, og lad retten simre ca. 10 -15 min, alt efter hvor mange du laver mad til, til kyllingen lige er gennemstegt.
Smag til sidst til med salt, peber, sukker og citronsaft.
Server couscousen sammen med kylling og grøntsager.
Ras-el-hanout er arabisk for "leder af butikken" og indeholder traditionelt en blanding af de bedste krydderier, sælgeren har at tilbyde. Denne ras-el-hanout indeholder 16 (siger og skriver seksten) forskellige ingredienser, heriblandt rosenblade og safran og er krydret, sød og elegant.
Ras-el-hanout indeholder: Kanel, kardemomme, spidskommen, sort peber, koriander, chili, paprika, fennikel, anis, kommen, muskatnød, allehånde, nelliker, ingefær, rosenblade og safran.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften