
Pluk og hak persille og koriander groft - brug også gerne den bløde del af stilkene. Mos det hele i en morter med hvidløg, citronskal og krydderiblandingen. Rør med ca. 2 spsk. god olivenolie og 1/4 tsk. citronsaft pr. person. Smag den til med salt.
Tag gerne dejen ud af køleskabet 30 min., før du skal bruge den. Del hver dejkugle i to, og rul dem ud i lige knap 0,5 cm tykkelse på et godt melet bord. Bank overskydende mel af, og pensl dejen med god olivenolie. Bag/steg brødene 1 af gangen på en tør pande ved medium høj varme i 3-4 min. på hver side. Drys med lidt god flagesalt og dryp evt. med lidt olivenolie.
NB. Brødene kan også bages i en meget varm ovn (250 grader) og gerne direkte på en bagesten eller -stål.
Tænd ovnen på 165 grader varmluft til fisken.
Kog bulgur i rigeligt vand i 10 min. Dræn og afkøl den let i en sigte. Skær agurker og tomater i små stykker, og vend dem i den afkølede bulgur. Rør ca. halvdelen af chermoula'en i bulgursalaten.
Kom fisken i et smurt ildfast fad, og krydr med salt og peber. Bag fisken i ovnen i 6-8 min., til den netop deler sig i flager ved et let tryk.
Som vist på billedet. Server det sidste af chermoula'en dertil.
Kend din fisk: Kuller
GASTRONOMISK
Kullerens kød er hvidt, magert og oftest mere fast end torskens. Den spisemæssige højsæson er størst i efterårsmånederne. Herhjemme har den særligt været saltet og tørret som klipfisk, og nogle steder desuden røget. Man vil i de fleste retter kunne erstatte kuller med torsk, lange, kulmule eller lyssej, og den kan som torsk tilberedes på mange måder - pocheret, dampet, bagt og stegt i smør.
Kulleren er meget populær i Storbritannien, hvor den både spises koldrøget som Finnan haddie og varmrøget som Arbroath smokie. Kuller er desuden en af de foretrukne fisk til fish & chips.
SUNDHED
Kulleren er en mager fisk med kun ca. 1g fedt/100 g. Proteinindholdet er ca. 19g/100 g. Den er særligt rig på selen, der styrker vores immunforsvar og hos mænd sætter sædproduktionen op.
Læs mere om kuller her > KEND DIN FISK
Vores økologiske pizzadej på surdej er lavet på 100% italiensk Tipo 00 og durummel. Dejen er fermenteret med surdej og er koldhævet i minimum 24 timer før den pakkes.
Cermoula krydderiblanding består af: sød papirka, spidskommen, korianderfrø, sort peber, citronskal, cayenne
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften