Hak hvidløgene fint. Pluk og hak rosmarin (gem lidt til pynt). Dræn og hak kapers. Hak skalotteløgene fint. Skræl rødbederne grundigt, skær dem i små tern, og skyl dem grundigt. Skyl risene grundigt i flere hold koldt vand, og dræn dem.
Sauter hakket rosmarin, hvidløg og skalotteløg i en gryde i lidt olivenolie og smør, til løgene er klare, uden at de tager farve. Krydr med salt og peber. Hæld de skyllede ris i gryden, og sauter dem i 1-2 min., til de også er klare. Tilsæt rødbederne, og lad dem sautere med i et par minutter. (Tilsæt evt. 1-2 dl hvidvin eller æblemost (hvis du har, ellers duer det fint uden), og kog ind til det halve. Dæk derefter risene med kogende vand, og kog videre, mens du hele tiden rører i risene. Tilsæt løbende mere vand, og fortsæt til risene er møre, men stadig har bid (ca. 12-15 min.). Det er vigtigt, at du rører undervejs, ellers brænder risene på. Vend creme fraiche i risottoen, og rør rundt, til den når op til lige under kogepunktet. Sluk for varmen. Tilsæt et par klumper smør, og rør den godt rundt i risottoen (herefter må risottoen IKKE koge). Smag til med salt, hakkede kapers, peber og lidt citronsaft.
Anret som vist på billedet. Riv lidt citronskal over, og pynt med det sidste rosmarin.
Kundekommentarer ()