Husk at vaske hænderne grundigt, inden du går i gang. Skyl derefter alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk også at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Forvarm ovnen til 225 grader varmluft.
Kog kartoflerne i rigeligt, godt saltet vand i 18-20 min. Hæld vandet fra, og lad kartoflerne trække under låg, til de skal spises.
Rør 25 g smør pr. person sammen med revet skræl fra 1/4 citron samt 1 spsk. rasp pr. person.
Halvér fileterne på langs, og lav små "paupietter" ved at rulle dem fra den tynde spidse "haleside" mod den brede tykke "hovedside". Placer paupietterne i et smurt ovnfast fad, læg en klat citronsmør på hver, og krydr med salt og peber. Tilsæt en sjat hvidvin, hvis du alligevel har en åben, eller påtænker at drikke et glas til maden. Ellers bruger du bare vand eller fx æblejuice. Brug kun 1-2 dl, så bunden kun lige er dækket. Sæt fisken i den forvarmede ovn, og gratinér til citronsmørret er gyldent, og fisken tilberedt. Det tager 5-8 min.
Hak skalotteløget, skær rabarber i tynde skiver eller små tern, og rib og skyl spinaten. Sauter alle 3 dele på en pande i lidt smør. Krydr til sidst med salt og peber.
Hæld væden fra fisken i en gryde, og tilsæt evt. en bouillonterning samt fløden. Kog sovsen lidt ind, indtil den får en passende konsistens. Pisk evt. et par klumper koldt smør i til sidst. Smag saucen til med plukket og hakket dild (gem lidt til pynt), citronsaft, salt og peber.
Som vist på billedet. Pynt med plukket dild.
Kommentarer og forslag til opskriften