Cous-cous'en hældes over i en stor skål, der kan rumme hele salaten.
Hæld halvdelen af ras-el-hanout-krydderiet over sammen med 1/2 - 1 tsk groft salt pr. 100 g cous cous. Tilsæt nu så meget kogende vand, at det står ca. 1 cm over cous-cous'en.
Film skålen, og lad cous cous'en trække i 10-15 min., eller til kornene har opsuget al vandet og er møre.
Kyllingen duppes tør, og steges med skindsiden nedad i olie, til skindet er sprødt. Vend kyllingebrystet, og krydr kødsiden med resten af ras el hanout-krydderiet samt salt og peber.
Kødsiden steges ved lav varme, til kyllingen kun næsten er gennemstegt.
Så hældes omkring 1/2 dl vand i panden, der lægges et låg over, panden trækkes fra varmen, og kyllingen trækker færdig.
Melonen skrælles, og skæres i mundrette stykker. Det er ikke sikkert, du skal bruge det hele alt efter hvor stor en melon, du har fået.
Mynten skylles, og bladene snittes fint.
Salaten skylles, og snittes mellemgroft.
Hæld 1-2 spsk. god olivenolie pr. person over cous-cous'en, og smag til med salt og peber samt saft og fintrevet skræl af limefrugten.
"Fluf" cous cous op med to gafler, så de enkelte korn separeres fra hinanden, og cous cous'en bliver luftig.
Det kan tage lidt tid, og man skal være forsigtig ikke at komme til at presse kornene sammen.
Bland salaten, halvdelen af melonen og halvdelen af mynten ned i cous cous'en, og hæld den så ud på et stort fad.
Resten af melonen fordeles hen over cous cous'en, og der drysses til sidst med resten af mynten.
Kyllingen skæres i skiver. og fordeles over salaten. Dryp pandesaften hen over salaten til sidst.
~Velbekomme~
Kyllinger fra Hopballe Mølle
- Hopballe kyllinger er af en helt speciel race, Hubbard 787 hedder de så mundret. Disse kyllinger vokser langsommere end den race, der benyttes i den konventionelle kyllingeproduktion. Racen og den ekstra voksetid gør, at kyllingerne er mere aktive og robuste og det betyder også, at ben og knogler kan udvikle sig i takt med, at kyllingerne tager på i vægt.
Hopballe lægger stor vægt på dyrevelfærd, og det er tydeligt, at både racen og den ekstra tid gør disse kyllinger meget mere aktive og robuste. En Hopballekylling har 4–5 gange så meget plads som en konventionel kylling. Pladsen gør, at kyllingerne rører sig meget mere, det giver muskler og kødet får dermed meget mere struktur. Hver aften slukkes lyset og kyllingerne får 8 timers ubrudt søvn som giver ro i flokken og forbedrer trivslen.
Disse kyllinger kræver generelt også lidt længere tilberedningstid end du måske er vandt til og når man skal tranchere brystkødet er det vigtigt, at det skæres på tværs af fibrene, da strukturen i kødet ellers kan få det til at føles sejt! Til gengæld får man altså en oplevelse på smag og ikke mindst struktur, som ellers er gået helt bort når man spiser industrikyllinger.
Du kan også se forskel på kødets farve. I gamle dage talte man om det mørke kød og det lyse kød på en kylling - men i dag er det hele jo kridhvidt på de fleste (industri) kyllinger. Men her er lårkødet altså mørkere og mere kraftigt smagende, mens brystkødet har en meget mere fin og delikat smag.
Ras-el-hanout er arabisk for "leder af butikken" og indeholder traditionelt en blanding af de bedste krydderier, sælgeren har at tilbyde. Denne ras-el-hanout indeholder 16 (siger og skriver seksten) forskellige ingredienser, heriblandt rosenblade og safran og er krydret, sød og elegant.
Ras-el-hanout indeholder: Kanel, kardemomme, spidskommen, sort peber, koriander, chili, paprika, fennikel, anis, kommen, muskatnød, allehånde, nelliker, ingefær, rosenblade og safran.
Kundekommentarer ()