
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Sæt perlebyggen over at koge i rigeligt vand med et skud salt. Den skal koge i ca. 15 min., og trække 5 min. i vandet.
Skræl skorzonerrødder og gulerødder. Snit begge dele i tynde skiver lidt på skrå. Sæt en stor pande over ved mellemhøj varme, og tilsæt lidt olivenolie. Steg rødderne i ca. 10 min., til de er møre, og har taget farve i kanterne.
Laver du mad til 3-4 kuverter, kan du med fordel stege over to omgange.
Krydr med salt, chiliflager og friskkværnet sort peber.
Skyl fennikel, og snit den så fint som muligt med en kniv eller på et mandolinjern. Vend fennikel og rucola sammen i en skål.
Pisk en marinade af lige dele citronsaft og olivenolie. Tilsæt et skud friskkværnet sort peber. Vend marinaden sammen med fennikel og rucola.
Gem ca. 2-3 spsk. kogevand pr. kuvert, og smid resten ud. Kom kogevand og creme fraiche op i gryden med perlebyg, og lun det godt igennem, så creme fraichen cremer byggen. Smag til med salt og friskkværnet sort peber.
Anret perlebyggen i en dyb tallerken med stegt grønt og salat ovenpå.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften