Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
Kom 220 ml vand pr. person i en gryde, og kog det op. Når vandet koger, tilsætter du 60 g polentamel pr. person, imens du pisker. Skru ned for gryden, og lad polentaen småboble under låg i ca. 5 min. Rør gerne jævnligt. Lad derefter grøden hvile under låg indtil servering.
Lige inden servering varmer du forsigtig polentaen op igen, og rører en god sjat olivenolie eller et par klatter smør i samt masser af fintrevet ost. Smag til med salt og godt med friskkværnet sort peber. Polentaen skal have konsistens som en lind havregrød
Skær store tern af auberginen, og vend dem med olivenolie og lidt salt.
Bred dem ud på en bageplade, og bag dem i 20 min., til de er møre.
Hak skalotteløget super fint med en skarp kniv. Skyl æblet, og skær det ud i tern.
Rens svampene grundigt, og skær dem i skiver.
Pluk mynten ud i blade.
Varm en stor pande op ved høj varme. Tilsæt en generøs mængde olie, og steg svampene i 3-4 min., til de er møre og gyldne. Kom skalotteløgene på panden, og sving det hele godt rundt. Krydr med salt og friskkværnet sort peber.
Anret polentaen i en dyb tallerken, og kom bagte auberginer og svampe ovenpå. Drys med mynte og æbletern, og riv citronskal fint over retten.
Den brune champignon minder om den hvide champignon. Den har en skærmformet, lys brun hat og nedenunder gemmer de rosa-rødbrune lameller sig.
Krystal Karl er en dansk ost fremstillet af 100% komælk. De økologiske køer græsser i det midtjyske kuperede terræn omkring Himmelbjerget, hvorfra mælken forsigtigt transporteres til det lille, lokale mejeri, hvor osten fremstilles under kyndig overvågning af den lokale ostemester. Osten fremstilles efter mejeriets lokale traditioner og den specielle mælkesyrekultur der frembringer den unikke krystallinske smagsoplevelse. De krystallerede proteiner opstår under modningen, men kan fra produktion til produktion variere i mængde. Krystal Karl modnes videre på GRAND fromages affinageri i mere end 12 måneder.
Krystal Karl er en UMAMI-BOMBE!
- og modnes så længe for at give den maksimale Umami smag. Dette medfører også små farvenuancer, lækre krystaller og varierende tørhed af osten.
Alt sammen med et formål: Maximal Umami!
Kommentarer og forslag til opskriften