
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 230 grader varmluft til brødene.
Pil løgene, og del dem i to lige store dele. Skær den ene halvdel i både.
Sæt en stor gryde over ved mellem varme, og tilsæt et skud olivenolie. Sautér løgbådene, til de begynder at tage farve i kanten. Tilsæt daalkrydderiet, og lad det stege med 1-2 min. Kom linserne op i gryden, dæk det hele med vand, og lad det simre i 10-15 min., til linserne er kogt ud til en grød. Smag til med salt og friskkværnet peber. Tilsæt evt. mere vand løbende, hvis det er nødvendigt.
Snit den anden halvdel af løgene ultra fint med en skarp kniv, eller på et mandolinjern. Snit også chilien i tynde skiver.
Halvér tomaterne, og kom dem op i en skål sammen med rødløg, chili (efter smag), lidt salt, masser af limesaft og et godt skud friskkværnet peber. Vend det hele rundt, og lad det trække indtil servering.
Rist nødderne på en tør pande, og hak dem groft. Hak ligeledes korianderen - både stilke og blade.
Nødder og koriander vendes i salaten lige inden servering.
Del hver dejkugle i to, og rul dem tyndt ud på et melet bord. Dryp med lidt olivenolie, drys med naan krydderiblandingen, og bag brødene i ovnen ca. 15 min., til de er gyldne og flotte.
Anret daal i en dyb tallerken med grønt ovenpå, og brød på siden.
Daal krydderi indeholder: 20% gurkemeje, 20% spidskommen, 15% sorte sennepsfrø, 15% gule sennepsfrø, 15 % garam masala, 5% asafetidia, 5% karryblade, 5% kasuri methi.
Mung Daal også kaldt gule linser, er halve afskallede mungbønner. Smagen er let sødlig.
Linserne er velegnede som tilbehør, postejer, frikadeller og gryderetter og ikke mindst til Indisk Daal da de nemt koger ud.
Vores økologiske pizzadej på surdej er lavet på 100% italiensk Tipo 00 og durummel. Dejen er fermenteret med surdej og er koldhævet i minimum 24 timer før den pakkes.
Naan krydderiblanding indeholder:
35% hel nigella
20% hel sesam
10% knust spidskommen
10% knuste gule sennepsfrø
10% Knuste korianderfrø
10% gurkemeje
5% chilipulver
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften