
Sauce: Tag æggeblommen ud af køleskabet mindst 30 min. før brug. Pisk æggeblomme, citronsaft og et nip salt sammen i en lille skål. Tilsæt ½ dl olivenolie i en tynd stråle under konstant piskning og fortsæt med 1 dl neutral olie (fx rapsolie). Juster konsistensen med lidt koldt vand, hvis den er blevet for tyk. Hak skalotteløg og plukket estragon helt fint, rør det i og smag til. Lad saucen udvikle smag på køl frem til servering.
Kartofler: Skrub kartoflerne godt, flæk dem på langs og vend dem sammen med lidt olie, salt og peber. Læg dem i ét lag på en bageplade med skærefladen opad og bag dem møre og gyldne i en 200 grader varm ovn i ca. 25 min.
Kapers: Dup kapersene tørre i køkkenrulle. Varm lidt olie godt op på en lille pande og rist kapersene sprøde og gyldne ved jævnlig omrøring. Dryp af på køkkenrulle og drys med et lille nip salt.
Fisk: Krydr fileterne let med salt og peber, rul dem sammen og læg dem i et lille ovnfast fad. Fordel smørret ovenpå i små klatter og hæld evt. vin eller Noilly Prat ved (kan udelades). Dæk fadet til med stanniol og damp rullerne møre i den 200 grader varme ovn i 12-15 min. Drys med de ristede kapers og server straks.
Server sammen med en sprød salat af røde æbler, ristede mandler og hakket persille vendt sammen med en ”hurtig” dressing af lige dele dijonsennep, sukker og olie smagt til med salt og peber.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften