
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 220 grader.
Skræl gulerødderne, flæk dem på langs, og vend dem med lidt olivenolie, salt og friskkværnet peber.
Bag dem på en bageplade i ca. 20 min., til de har taget farve, og er blevet møre.
Kom kapers i en lille skål med vand til senere.
Skræl kartoflerne, skær dem i grove tern, og kog dem møre i letsaltet vand i ca. 5 -10 min.
Skræl skalotteløget, og hak det super fint med en skarp kniv.
Fold fiskefileterne på langs, så de bliver dobbelt så tykke, og krydr med salt og peber.
Vend dem herefter i mel, sammenpisket æg og til sidst i rasp. Har du ikke æg, kan du bruge lidt mælk i stedet.
Varm en pande godt op, og tilsæt en generøs mængde olie. Steg fiskene gyldne på begge sider i ca. 2-3 min på hver side Lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.
Kom de bagte gulerødder op i en skål, og riv citronen fint ned i. Hak de udvandede kapers, og tilsæt dem sammen med de hakkede skalotteløg.
Vend godt rundt, og smag til med salt, lidt olivenolie og peber.
Anret kartofler og gulerødder på en tallerken sammen med fisken. Slut af med en god klat creme fraiche.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften