Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skrab eller skrub de nye kartofler, og kog dem møre i vand med salt i 12-15 min.
Dræn vandet fra kartoflerne, og tilsæt med det samme en generøs klat smør til gryden. Læg låg på igen, og ryst lidt rundt. Lad kartoflerne trække i 5 min. under låg, og krydr evt. med lidt god salt.
Lun fiskefrikadellerne på en pande i lidt smør og olie, og steg dem 2-3 min. på hver side. Alternativt kan de lunes i en 200 grader varm ovn i 8 min.
Soignér blomkålet, og riv det på den grove side på et rivejern. Riv, så du har omtrent 1 dl revet blomkål pr. mand. Riv også æbler på samme rivejern.
Kom det revne blomkål og æble (brug 1/2) i en skål sammen med lidt fintrevet citronskal, cremefraiche og gurkemeje.
Krydr med salt og peber, og vend igen rundt. Smag til med lidt sukker, og justér evt. med mere gurkemeje efter smag.
Knus peanuts i en morter, eller hak dem groft på et spækbræt.
Riv gulerødderne, og vend gulerødder og æble (brug 1/2) med lidt citronsaft, salt, sukker og peber samt de hakkede peanuts.
Anret som vist på billedet.
Kundekommentarer ()