Fiskefrikadeller: Krydr det hakkede fiskekød med ½ tsk. salt pr. person og ¼ tsk. friskkværnet sort peber pr. person samt ½ tsk. sukker pr. person - og rør det godt sammen. Pil og finthak eller riv løg på den fine side af et rivejern og rør det i farsen. Rør æg i og derefter 1 spsk. kartoffelmel pr. person. Rør til sidst lidt sødmælk i. Farsen skal være glat, smidig og fast. Lad den hvile i køleskab 10-15 min. Smag på farsen - eller steg en lille prøvefrikadelle og juster evt. salt- og peberbalancen – sørg for at krydre godt. Steg dellerne sprøde og gyldne i 3-4 min. på hver side på en pande i rigeligt neutral olie.
Perlebyg: Kog de skyllede perlebyg i rigeligt letsaltet vand i ca. 10-12 min. (afhængig af hvor meget bid du vil have i dine bygkorn). Dræn overskydende væde fra og lad bygkornene afkøle let. Vend med et par skefulde god olivenolie.
Marinerede dadeltomater: Skær et lille kryds i toppen af hver tomat – blancher i spilkogende vand i 20 sekunder og kom dem direkte i iskoldt vand, gerne med isterninger i – nu kan du nemt pille skindet af tomaterne. Kom honning, lidt limesaft og plukkede hakkede basilikumblade (brug ½) ved og vend rundt. Krydr med lidt salt, sort peber og lidt sukker. Lad dem trække ved stuetemperatur.
Anretning: Anret tynde skiver avokado på et fad eller tallerken og pres lidt limesaft over sammen med god olivenolie. Drys de kogte korn over og fordel de marinerede tomater og deres marinade derpå. Drys med paprikaflager og pynt med resten af basilikumbladene.
Kundekommentarer ()