0

Frijoles refritos med krydrede kødboller og pico de gallo

Hovedingrediens:
Gris
Sæson:
Forår, Efterår, Sommer, Vinter
Tilberedningstid:
45 minutter

Jeg elsker den mexicanske madkultur for dens dybe, varme smage og simple råvarer, der forvandles til noget stort gennem tid, varme og teknik. Frijoles refritos er et godt eksempel: bønner stegt langsomt, karamelliseret løg og masser af krydderi. Her får de selskab af små, saftige grisekødboller og en frisk pico de gallo – en kombination, der rammer både varme, syre, sprødhed og dybde.

Fremgangsmåde

Lad os starte med
  • Læs opskriften grundigt igennem, før du går i gang.

  • Skyl grøntsager, frugt og krydderurter.

  • Vask hænder og redskaber efter håndtering af fisk, kød og jordede grøntsager.

  • Find alle ingredienser og redskaber frem.

Estimeret tidsforbrug

Ca. 45 minutter i alt, hvor flere elementer kan laves samtidig:

  • Forberedelse og bønner: 30 min

  • Kødboller og tomatsauce: 15 min

  • Pico de gallo og anretning: 10 min

Frijoles refritos (bønner)

  • Pil og hak løg og hvidløg helt fint.

  • Steg løg og hvidløg langsomt i rigeligt olie på en pande ved lav varme, til de er dybt gyldne og karamelliserede. Krydr med salt og peber.

  • Dræn bønnerne, og tilsæt dem sammen med halvdelen af krydderiblandingen.

  • Mos bønnerne groft med en grydeske, og lad dem simre ved lav varme i 20–30 minutter.

  • Rør jævnligt, og tilsæt lidt vand eller olie, hvis de bliver for tørre.

  • Hvis de begynder at sætte sig på bunden, så lav et lille hul i midten og tilsæt 1 spsk. olie ad gangen, til bønnerne slipper.

  • Konsistensen skal ende som tyk havregrød.

Kødboller i krydret tomatsauce

  • Rør kødet sejt med salt, og krydr med sort peber og ca. 1/4 af krydderiblandingen.

  • Form farsen til små kødboller på størrelse med bordtennisbolde.

  • Steg kødbollerne i en blanding af olivenolie og smør, til de er gyldne og let sprøde på ydersiden.

  • Tilsæt resten af krydderiblandingen og de hakkede tomater.

  • Lad det hele simre ved svag varme i ca. 15 minutter.

  • Smag til med salt, peber og en smule sukker for balance.

Pico de gallo (frisk tomatsalsa)

  • Skær tomaterne i små tern.

  • Snit forårsløg og chili fint.

  • Skær agurken i små tern.

  • Vend det hele i en skål med limesaft, lidt salt, peber og en smule sukker.

  • Smag til – salsaen skal være frisk, syrlig og let stærk.

Anretning

Anret de varme frijoles i bunden af tallerkenen. Læg de krydrede kødboller ovenpå og fordel tomatsaucen rundt om. Top med generøse skefulde frisk pico de gallo. Server en klat creme fraiche dertil. 

Fif til at peppe retten op / bruge rester

  • Rør en smule smør i bønnerne til sidst for ekstra blødhed og dyb smag.

  • Brug rester af pico de gallo i en omelet, i en wrap eller som topping på stegte kartofler.

  • Tilsæt en sjat mørk øl til tomatsaucen for endnu dybere umami.

Kommentarer og forslag til opskriften

Bonusinfo

Mexicansk krydderiblanding indeholder:

35% spidskommen 10% paprika, 10% chipotle chili, 10% oregano, 10% sort peber, 10% ancho mulato chili, 5% pasilla chili, 5% løgpulver, 5% hvidløgspulver