0

Grillede hele ørreder med cremede dildkartofler og salat med bagte rødbeder, peberrods/sennepsdressing og kapers

Hovedingrediens:
Fisk
Sæson:
Forår, Efterår, Sommer, Vinter
Tilberedningstid:
30 minutter

Fremgangsmåde

Salat: Skræl rødbederne og skær dem i både på langs. Vend dem sammen med lidt olie, salt og peber og bred dem ud på en bageplade. Bag dem i en 175 grader varm ovn i ca. 25 min. til de er møre. Dressing: Bland imens revet peberrod, sennep, syrnet fløde, salt og peber sammen og smag til - den skal have lidt kick! Tag rødbederne ud af ovnen og lad dem køle lidt af. Skyl salaterne, slyng dem tørre og bred dem ud på et fladt fad. Fordel de lune rødbeder oven på, dryp med dressingen og drys med kapers.

Fisk: Dup ørrederne tørre indvendigt og udvendigt og lav 2 dybe rids helt ind til benet på begge sider af fiskene. Pluk citrontimianen og vend bladene (gem stilkene) sammen med peber og et godt nip salt. Gnid fiskene godt ind i blandingen. Pluk dilden og gem de grønne blade til kartoflerne. Læg de grove dild- og timianstængler ind i bugen på fiskene og lad dem "marinere" i 10 min. ved stuetemperatur. Pensl fiskene med et tyndt lag olie og grill ørrederne møre og gyldne - 3-5 min. på hver side - på en hed grillpande eller over kul. Fjern krydderistænglerne i bugen før servering.

Kartofler: Skrub kartoflerne godt og kog dem møre i velsaltet vand. Pil dem mens de er varme, lad dem køle lidt af og skær dem i mundrette bidder. Hak den plukkede dild fint. Varm cremefraichen forsigtigt op i en kasserolle - den må IKKE koge - og vend kartoffelbidder, dild, et godt nip salt og friskkværnet peber forsigtigt i. Varm det kun lige igennem og smag til. Server straks.

Server sammen med dampede nye gulerødder og mørkt maltrugbrød med masser af kerner.

Kommentarer og forslag til opskriften

Bonusinfo

EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.

3 fun facts om EVOO

  1. Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.

  2. Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.

  3. En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.