
Kartoffelbøffer: Skrub kartoflerne, kog dem i 5 min. og pil skrællen af. Riv kartoflerne ned i en skål og rør æg og lidt salt og peber i. Hak dilden fint og tilsæt den sammen med revet skal af den halve citron, 2 spsk. citronsaft og 3 spsk. olie. Rør massen godt sammen og form den til små eller større bøffer. Steg bøfferne gyldne og let sprøde på begge sider i lige dele olie og smør.
Jomfruhummere: Flæk jomfruhummerne hele vejen igennem med en skarp kniv, fjern den sorte tarmstreng og læg jomfruhummerne i en passende størrelse bradepande. Pres hvidløgene og rør dem med 35 g smeltet smør, et nip salt og et godt kværn peber. Grill dem 4-6 min. under ovngrillen – kødet skal kun lige være mælkehvidt. Tag hummerne af bradepanden, anret dem på varme tallerkner og hold dem lune under et klæde. Hæld 1 dl vand (eller skaldyrsfond) og cognac i bradepanden, skrab let med en træpalet og sigt det hele over i en kasserolle. Kog skyen ind til det halve, rør fløden i og kog videre til ønsket konsistens. Rør finthakket persille i og smag til med salt og peber.
Server sammen med godt brød og en sprød grøn salat med fx asparges og ærter i.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften