Husk at vaske hænderne grundigt, inden du går i gang. Skyl derefter alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk også at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Tag bøfferne ud af køleskabet, og pak dem ud af vacuumposen en halv time, før de skal steges.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skær kartoflerne i halv eller kvarte, og vend dem med god olie, salt og peber. Kom dem i et lag på en bradepande med bagepapir. Bag kartoflerne ved 225 grader, til de er møre og gyldne. Drys med hakket persille og revet citronskræl.
Skær blomkål ud i mindre buketter, og blancher dem i godt saltet vand i 2-3 min. Vend buketterne med lidt olivenolie, salt, peber og evt. det rasp du måtte have i overskud fra forretten. Bred dem ud på en bradepande, og bag dem, sammen med kartoflerne, til de har taget godt med farve, men stadig har bid. Blomkålsbuketterne kan også friteres i olie, som vist på billedet her.
Forbered en grill, eller varm en grillpande eller pande, der passer i størrelse, op til hård varme. Pensl bøfferne med lidt neutral olie, og læg dem på pande/grill. Steg dem, til de har en god karamelliseret stegeskorpe på begge sider. Tilsæt nu et par klatter smør samt et par estragonkviste (gem evt. lidt til saucen senere), skru ned på medium varme, og krydr med salt og sort peber. Steg nu bøfferne færdige, mens du vender dem ca. hvert halve minut. Dryp gerne lidt af smørret over bøfferne, mens du steger. Steg til din foretrukne stegegrad. Lad bøfferne trække, gerne på en rist i 5-10 min., inden de serveres.
Denne bearnaise kan spises kold direkte fra køleskabet, ved stuetemperatur eller let lunet. Bemærk, at det er en ægte sauce, som dermed ikke må varmes op til mere end omtrent 60-65 grader. Bliver den varmere, vil den skille, så vær forsigtig. Kom glasset, med løsnet låg på, i en gryde/kasserolle af passende størrelse med koldt vand, og tænd for varmen på ca. 1/2 blus. Når vandet netop koger, slukkes der for blusset. Lad derefter glasset med saucen blive i vandet i mindst 5 min., gerne længere. Skru låget fast igen, og ryst glasset et par gange undervejs.
Alternativt kan saucen varmes forsigtigt op i mikrobølgeovn uden låg. Gør det ved lav effekt og under hyppig omrøring.
Kog ærterne med salt i en gryde/kasserolle med 1/2 dl vand og en god klump smør. Kog under låg i 1-2 min. Dræn vandet fra i en sigte.
Som vist på billedet. Kom evt. ekstra friskhakket estragon i bearnaisesaucen lige før servering.
Bearnaise sauce - med rigtig smør og æg
Vores huskok Jacob fortæller: Da jeg serverede denne færdiglavede bearnaise til en kokkekollega forleden, var hans umiddelbare udbrud: "SATANS OGSÅ"! Nu har vi kokke ikke længere dét es i ærmet, lige at kunne piske en hurtig "berner" for at imponere gæsterne. For nu kan du selv varme den op og servere den ægte vare baseret på gode økologiske æg og godt smør. Saucen er skabt som den SUBLIME emulsion mellem økologiske æggeblommer og det gode danske øko-smør, balanceret af en god og stringent syre fra vineddike, der strammer op. Der er tilsmagt skarpt og "til kant" med masser af estragon. Den perfekte ledsager til en god bøf, men også god til godt stegte hummere, grillet fjerkræ eller til kalvekød.
Kundekommentarer ()