
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Start med at skære fennikel i tykke både. Læg dem med skærefladen ned i en gryde. Tilsæt vand, så bunden lige er dækket og kom ligeledes ca. 2 spsk olivenolie ned i gryden. Krydr med salt og friskkværnet sort peber og lad dem dampe under låg ca. 4-5 min. ved mellem varme. Fjern så låget og lad dem simre videre stille og roligt indtil vandet er dampet væk og det har fået en flot stegeflade ved at stege i olien. Ca. 15 min i alt. Når de begynder at stege må du ikke røre for meget ved dem - lad dem ligge og hold blot øje med at de ikke branker.
Halvér appelsin. Til marinaden skal du bruge halvdelen af den mængde appelsin, du har modtaget. Læg den anden halvdel til side til gulerodssalaten. Pres saften ud i en skål. Du skal bruge ca. 1 spsk. saft pr. kuvert.
Kom 1 spsk. pr. kuvert ned i en kasserolle. Kom 1 god tsk. honning pr. kuvert og dildfrøene ned i. Giv det et kort opkog og pisk ca. 1 spsk. pr. kuvert olivenolie ned i gryden, så du får en marinade. Smag på den og juster evt. med mere appelsinsaft eller olivenolie - den skal være sød og syrlig.
Hak dilden fint, både stilke og blade og vend ned i marinaden.
Dræn bønnerne og kom dem op i en kasserolle, sammen med et godt skud olivenolie og krydderblandingen. Krydr med lidt salt og friskkværnet sort peber og varm det hele godt igennem. Mos herefter bønnerne groft med en gaffel eller piskeris.
Skær gulerødderne i tynde bånd med en tyndskræller. Hak mandlerne med en kniv. Skær den resterende appelsin ud i mundrette stykker.
Vend gulerodsbånd, mandler og appelsin sammen med marinaden.
Anret en god klat bønnepure på en tallerken med de grydestegte fennikel ovenpå. Kom gulerodssalten på siden.
Velbekomme!
Ras-el-hanout er arabisk for "leder af butikken" og indeholder traditionelt en blanding af de bedste krydderier, sælgeren har at tilbyde. Denne ras-el-hanout indeholder 16 (siger og skriver seksten) forskellige ingredienser, heriblandt rosenblade og safran og er krydret, sød og elegant.
Ras-el-hanout indeholder: Kanel, kardemomme, spidskommen, sort peber, koriander, chili, paprika, fennikel, anis, kommen, muskatnød, allehånde, nelliker, ingefær, rosenblade og safran.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften