Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Tænd ovnen på 220 grader varmluft.
Skrub gulerødderne grundigt med en svamp, eller skræl dem hvis nødvendigt. Halvér gulerødderne på langs, og vend dem med lidt olivenolie, salt og friskkværnet peber.
Læg gulerødderne i et stort ildfast fad eller bradepande, og bag dem i ovnen i ca. 20-25 min.
Når rødderne har bagt ca. 15 min., vender du dem med harissapaste, og bager dem færdig.
Skyl linserne i en sigte.
Pil hvidløget, og snit det fint med en kniv.
Kom lidt olivenolie op i en gryde, og sautér hvidløget, uden at det tager farve.
Tilsæt så linserne og vand, så det dækker, og lad det simre, til de er helt møre, og bliver til en grov grød. Tilsæt evt. mere vand, hvis nødvendigt, og smag til med salt, friskkværnet peber og olivenolie.
Skyl spinaten grundigt, fjern de groveste stilke, og skær spinaten igennem en eller to gange med en kniv, blot så bladene bliver mere mundrette.
Kom spinaten op i en skål, og riv limeskal fint ned i. Tilsæt også et godt skud limesaft, og vend det hele rundt.
Skær æblet i små tern, og smuldr osten ud i små stykker. Gem til senere.
Vend forsigtigt de bagte rødder med spinaten, blot så varmen fra rødderne tilbereder spinaten en anelse.
Anret linsegrøden i bunden af en dyb tallerken med rødder og spinat ovenpå. Slut af med at drysse æbler og ost henover retten.
Kota er fremstillet af økologisk komælk, fra Østjylland. Mælken kommer fra omkringliggende økologiske gårde, hvor køerne går frit ude og inde. Osten er en fetatype, som fremstilles i små ostekar og håndfyldes i formene og vendes, hvor håndværket spiller en vigtig rolle. Herefter saltes osten i et døgn og emballeres i sin egen saltlage. Smagen af komælk giver en frisk karakter og syre. Osten har en flot rund smag og en cremet konsistens.
Harissa er en nordafrikansk tyktflydende stærk chilisauce med bla. hvidløg, kommen, spidskommen og koriander. Den er især fremstillet og brugt i Tunesien og er central i det tunesiske køkken – men bliver brugt overalt i Nordafrika og Mellemøsten.
Kommentarer og forslag til opskriften