Fisk: Soigner og skyl fiskene og tør dem af i lidt køkkenrulle. Krydr med salt og peber og vend dem i rug- eller hvedemel. Steg dem på en stor pande i neutral olie eller smør. Når fisken er ved at tage farve på den ene side tilsættes gode klatter af kold smør til panden. Lad smørret bruse godt op og steg videre i et par min. Vend fisken (vær sikker på at den er flot og gylden - vi vender kun én gang). Steg videre mens du hele tiden "drypsteger" ved at tage smør fra panden og hælde det hen over fisken. Fortsæt drypstegningen i 3-4 min. Anret fiskene på store tallerkener - og hold dem varme.
Romesco sauce: Gnid peberfrugt i lidt olivenolie og sæt den i en 250 grader varm ovn i 15 min. Når den er meget mørk tages den ud og lægges i en skål. Dæk skålen med tætsiddende film og lad den hvile i 5 min. Nu kan skindet nemt fjernes og kasseres sammen med kernerne og "indmaden". Rist hasselnødderne i ovnen ved 180 grader i 10-12 min. til de er gyldne. I en tykbundet gryde ristes tynde skiver af hvidløg i lidt olivenolie - til de bliver gyldne uden at branke. Tilsæt rødvinseddike og kødet fra de bagte peberfrugter samt tomater skåret i tern og 1/4 af det medfølgende brød skåret i tern. Lad det hele simre sammen med den medfølgende krydderiblanding i 5-10 min. under låg. Når det meste af væden er kogt ind/fordampet skal massen blendes i fx en foodprocessor sammen med de ristede hasselnødder og godt med olivenolie. Blend kun til du har en rustik men dog forholdsvis homogen masse. Smag til med salt, peber og evt. lidt sukker.
Kål: Fjern de yderste blade fra kålen og del den derefter i både. Rist bådene i lidt smør og olie på en pande til de er gyldne på begge sider og læg dem i et ovnfast fad. Krydr med salt og peber. Bag kålen i en 165 grader varm ovn i 10-12 min. Når de er møre kommes en god klat romesco sauce på, og de serveres straks.
Manitobaboller: Kom lidt vand på brødet og bag det i en 180 grader varm ovn i 5-6 min.
Romesco krydderiblanding fra ASA indeholder: Sød paprika, chili, safran og piment d’espelette.
Romescokrydderi indeholder:
30% sød paprika, 20% mandler, 10% hasselnødder, 15% bitter røget paprika, 20% urtebouillon, 2% cayenne, 2% chili flager, 1% safran
Kundekommentarer ()