
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Skær bagekartofler og gulerødder ud i ca. 0,5 x 0,5 cm brede aflange stænger.
Kom dem herefter i en stor skål med koldt vand, og lad dem udvande i 5 min. Hæld vandet fra, og tør dem i et rent viskestykke.
Læg dem i en pose, bland med lidt neutral olie, og ryst posten godt, så olien bliver fordelt. Eller spray med olie direkte i kurven.
Kom fritterne i airfryeren, og indstil den på 200 grader. Giv dem 10 min., tilsæt salt, og rør eller ryst. Giv dem yderligere ca. 15 min., hvor der rystes eller røres et par gange undervejs. Steg til de er gyldne og sprøde.
Tag fritterne ud af airfryeren, og hold dem varme, mens du laver laksen.
Kom soya i en lille skål, og rør med ca. samme mængde honning (eller sukker hvis du ikke har honning).
Pil og pres hvidløg, og rør det i sammen med krydderiblandingen.
Riv lidt limeskal fint, og kom i sammen med saften fra lime.
Læg laksestykkerne på et stykke tilklippet bagepapir i airfryeren, og fordel ca. halvdelen af honning-soya glacen ovenpå.
Indstil airfryeren på 200-220 grader (hvis din airfryer kan gå så langt op), og giv laksestykkerne ca. 8-12 min., indtil de er gyldne og gennemvarme.
Ca. halvvejs i processen kommer du den sidste halvdel af honning-soya glacen på laksestykkerne, og bager dem færdige.
Husk laksen skal ikke have for meget, den smager bare så meget bedre lidt understegt, i forhold til, hvis den får for meget!
Pluk grønkålen i mundrette bidder uden stængler, og vend den i en skål med en smule god olivenolie og lidt fint salt.
Steg grønkålen i airfryeren (når laksen er færdig) ved +200 grader i 2-3 min., til den er gylden og sprød. Pas på den ikke brænder på!
Som vist!
ASC er en globalt anerkendt mærkningsordning, som sikrer, at fiskeopdræt foregår på en sund og ansvarlig måde. ASC-mærkede fisk har gennemgået en streng kontrol af hele forsyningskæden og af arbejdsforholdene ved den enkelte aquakultur. ASC ønsker at sikre forbrugerne et miljøvenligt og socialt ansvarligt valg af opdrættede fiskeprodukter.
Skagenfood laksekrydderi indeholder:
50% urtebouillon, 15% sød paprika, 15% paprikaflager, 5% korianderfrø, 5% fennikelfrø, 5% sort peber, 5% tørret estragon.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften