
Start med at skrubbe kartoflerne grundigt, og skær dem ud i grove tern.
Fjern top og rod på porrerne, og snit dem tyndt. Skyl dem grundigt. Pil hvidløget, og snit det fint.
Find en stor gryde frem og tilsæt en generøs mængde olivenolie eller en god klat smør. Sautér porre, hvidløg og kartoflerne i 4-5 min. uden at de tager farve.
Dæk grøntsagerne med vand, og lad det hele koge mørt under låg i ca. 20 min. Blend suppen til en helt lind puresuppe, og smag til med salt og friskkværnet peber. Juster evt. konsistensen med lidt mere vand.
Tænd ovnen på 200 grader.
Dræn kikærterne for vand, og vend dem med en smule olie, lidt salt og friskkværnet peber. Bred dem ud på en bageplade, og bag dem i ca. 20 min., til de er sprøde.
5 min før de er færdige, drysser du græskarkernerne ud over pladen, og lader dem bage med.
Skyl løvstikken. Find en beholder, måske en stor kop eller glas som lige nøjagtigt er stort nok, til at hovedet på din stavblender kan gå der ned i. Kom løvstikke, rigeligt med olie og en smule salt ned i beholderen. Blend løvstikken og olien mindst et par minutter, til du får en helt lind olie.
Skyl fennikelen. Snit den i små tern med en kniv. Vend ternene i en skål med godt med fintrevet citronskal og citronsaft.
Anret suppen rygende varm i en dyb tallerken. Drys med fennikeltern, sprøde kikærter og græskarkerner. Slut af med at komme løvstikkeolien rundt i suppen.
Velbekomme!
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften