
Fif: Server evt. lidt smørdampede porrer til suppen – snit det hvide af 2 porrer fint – skyl dem godt og grundigt, så der ikke er jordrester tilbage. Kom de skyllede porrer i en lille gryde med 25 g smør og lidt salt – kom låg på og kog op – lad porren dampe i 2 minutter. Dræn væden fra i en sigte og server de dampede porrer i suppen (under fisken).
Kom suppen i en gryde og kog den forsigtigt op mens du pisker i den i ny og næ. Når suppen koger, kan du evt. give den en tur med en stavblender, så den skummer lidt. Suppen er legeret med smør og er smagt til – hvis du ønsker det kan du tilsætte 5-10 dråber citronsaft lige inden du serverer den og evt. justere salt efter smag.
Forvarm ovnen til 175 grader. Del torsken i 4 stykker og krydr hvert stykke med salt og læg dem i et ildfast fad dryppet med et par dråber olivenolie. Dryp også et lille stænk olivenolie ovenpå fisken og dæk det ildfaste fad (med høj kant) med stanniol. Bag fisken deri i 10-12 minutter. Tag torsken ud og lad den hvile 2-3 minutter, stadig under stanniol.
Fordel den varme suppe i 4 tallerkener, læg et stykke bagt fisk i midten af hver tallerken og pynt evt. med krydderurter, her har kokken brugt karse. Server suppen med godt brød.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften