Skræl og kog kartoflerne i rigeligt, saltet vand. Når kartoflerne er møre, hældes vandet fra, og de dampes af på komfuret i 1 minut. Kom en generøs klump smør ved, og vend rundt. Vend kartoflerne med masser af hakket persille (gem lidt til anretningen).
Rør kødet sejt med salt. Krydr med finthakket eller revet løg samt sort peber, og rør med 1 helt æg pr. 300 g kød. Rør nu med 1-2 spsk. hvedemel og ½-1 dl mælk, igen pr. 300 g kød. Smag evt. på farsen, eller steg en lille prøvedelle, og smag på den. Juster evt. smagen med salt og peber. Sæt en kasserolle over at koge med 2 dl vand og 1 tsk. salt pr. 300 g kød. Pocher kødboller i vandet i 6-8 minutter. Fisk bollerne op, og sæt dem til side.
Skræl selleri og skær det i tern på ca. 0,5 x 0,5 cm. Skyl dem grundigt, og kog dem i 2-3 minutter i kogevandet fra kødbollerne. Fisk selleri op, og sigt kogevandet op i en skål.
Smelt 25 g smør pr. person, du laver mad til, i en kasserolle. Tilsæt 1-2 spsk. hvedemel, og bag det igennem, mens du pisker det igennem. Kom vandet fra de pocherede kødboller og selleri samt den sidste rest mælk fra farsen (hvis du har lidt tilbage) op i gryden, og kog igennem et par minutter, mens du hele tiden pisker. Tilsæt fløde, og kog igennem. Smag sovsen til med salt og peber. Kom kødboller og selleri tilbage i sovsen, og bring det hele tilbage til kogepunktet. Server.
Som vist på billedet.
Kundekommentarer ()