Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter, salater og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
OBS: Læs opskriften grundigt igennem inden du går i gang & find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Kog risene efter anvisning på posen.
Kom sesamfrø i et ildfast fad, og bag dem i 12-15 min. i en 180 grader varm ovn, til de er gyldne. Alternativt kan frøene ristes på en pande, til de er gyldne og begynder at poppe. Kom frøene i en morter med lidt groft salt og knus dem let.
Skyl grøntsagerne grundigt. Skær bunden af pak choy, og del den på langs i 8 både. Forårsløg soigneres, og skæres i tynde skiver.
Skræl og skær hvidløg i tynde skiver, og rist dem i rigeligt olie på en pande, til de netop begynder at blive sprøde og gyldne uden at branke. Tilsæt kødet, og rist det grundigt igennem i 5-6 min. ved HØJ varme. Hæld det afsmeltede fedtstof fra panden, og tilsæt revet ingefær, sukker (jeg bruger ca. 1 tsk pr. person, og jeg bruger gerne muscovado eller brun farin) og soya. Lad det hele koge, indtil soya og sukker nærmest karamelliserer og klæber sig til kødet. Kom de knuste ristede sesamfrø ved, og vend rundt med fintsnittede pak choy og forårsløg. Lad dem riste med i 2-3 min. Smag til med salt og peber.
Som vist på billedet. Drys med plukket koriander, de ristede sesamfrø og sesamolie.
Kundekommentarer ()