
Skræl de søde kartofler, skær dem i grove tern og vend dem med lidt god olivenolie, salt og masser af friskkværnet peber. Bag dem i ovnen sammenmed lidt timian i et ildfast fad eller bradepande til de er møre og har taget godt med farve - ca. 25 min.
Pil og snit rødløget ultrafint - benyt gerne et mandolinjern til dette. Riv den gule skal af citronen (gemmes til senere) og pres al saften fra. Kom de snittede rødløg i en lille kasserolle med tilhørende låg, kom citronsaft ved og kog det hele op under låg. Lad det simre i 1-2 minutter fortsat under låg. Pas på det ikke koger tør! Kom en smule sukker eller honning ved og kog igennem igen fortsat under låg. Smag til med salt og peber samt lidt plukket og hakket timian.
Soigner fisken, og del den i portionsstykker.
Krydr fisken med salt og peber kun på kødsiden, og steg den i 2-3 min. på skindsiden (se video ovenover) i lidt neutral olie på en varm pande.
Skru ned for blusset, og lad fisken stege videre (stadig på skindsiden), til kødet netop begynder at få en mælkehvid farve.
Tilsæt et par generøse klumper smør til panden, og lad smørret bruse op. Steg videre i 1-2 min. Vend fisken, krydr med salt og peber og drypsteg i 1 minut, så er fisken klar til servering.
Som vist! Med en generøs klat hytteost drysset med lidt citronskal. Drys de ristede græskarkerner over.
Kend din fisk: Kuller
GASTRONOMISK
Kullerens kød er hvidt, magert og oftest mere fast end torskens. Den spisemæssige højsæson er størst i efterårsmånederne. Herhjemme har den særligt været saltet og tørret som klipfisk, og nogle steder desuden røget. Man vil i de fleste retter kunne erstatte kuller med torsk, lange, kulmule eller lyssej, og den kan som torsk tilberedes på mange måder - pocheret, dampet, bagt og stegt i smør.
Kulleren er meget populær i Storbritannien, hvor den både spises koldrøget som Finnan haddie og varmrøget som Arbroath smokie. Kuller er desuden en af de foretrukne fisk til fish & chips.
SUNDHED
Kulleren er en mager fisk med kun ca. 1g fedt/100 g. Proteinindholdet er ca. 19g/100 g. Den er særligt rig på selen, der styrker vores immunforsvar og hos mænd sætter sædproduktionen op.
Læs mere om kuller her > KEND DIN FISK
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften