
Skyl alle grøntsager samt eventuelle krydderurter og frugter. Husk at vaske dine hænder og køkkenredskaber umiddelbart efter håndtering af rå fisk, råt kød og grøntsager med jord.
Find alle de køkkenredskaber frem, du skal bruge til retten.
Start med at komme sorghum i en si, og skyl dem grundigt.
Kog de omhyggeligt skyllede sorghum i rigeligt saltet vand i ca. 15 min. Dræn overskydende væde fra, og lad grynene afkøle let.
Skær palmekål i mundrette stykker. Den mest træede del af stænglen skæres fra og kasseres. Hak hvidløg og skalotteløg fint, og sauter dem af i en bredbundet gryde eller sautépande i lidt smør og olivenolie, uden at de tager farve. Tilsæt palmekål, der er grundigt skyllet og helt afdryppet for vand, gerne i en salatslynge. Lad kålen falde sammen, mens du rører eller svinger i den. Tilsæt creme fraiche, og kog ind til en let cremet konsistens. Tilsæt de kogte sorghum, og kog igennem et par minutter. Smag til med revet ost (brug ca. det halve her), salt og sort peber.
Læg laksestykkerne i et smurt ovnfast fad med skindsiden nedad. Krydr med salt og peber. Drys fisken med det sidste revne ost og med blå birkes. Sæt fisken i en 225 grader forvarmet ovn i 7-10 min. (afhængig af din ovn).
Fif: Pas nu på ikke at give laksen for meget. Den smager SÅ meget bedre, hvis den er lidt understegt i forhold til, hvis den får for længe. Vær ikke bange for at servere den med et let rødt og saftigt indre.
Som vist på billedet. Fordel sorghum og palmekål i bunden af en tallerken. Server laksen dertil.
ASC er en globalt anerkendt mærkningsordning, som sikrer, at fiskeopdræt foregår på en sund og ansvarlig måde. ASC-mærkede fisk har gennemgået en streng kontrol af hele forsyningskæden og af arbejdsforholdene ved den enkelte aquakultur. ASC ønsker at sikre forbrugerne et miljøvenligt og socialt ansvarligt valg af opdrættede fiskeprodukter.
Sorghum er en græsart, der oprindeligt stammer fra Centralafrika. Den er den vigtigste kornsort til menneskeføde i store dele af Afrika og Asien, blandt andet fordi den kan vokse i meget tørre og varme områder. Sorghum har et højt indhold af mineraler. Hel sorghum spises som ris eller anvendes til grød. Det kan også poppes på samme måde som popcornmajs.
Himmelbjergost er fremstillet af komælk fra Midtjylland. Det økologiske mejeri producerer denne utrolig fine faste ost. De lokale økologiske landmænd gør en dyd ud af, at leve op til de økologiske krav om høj mælkekvalitet. Køerne går frit langs Himmelbjerget rod, hvor der er en meget frodig natur. Mælken holdes i separate tanke og føres skånsomt ind i de små ostekar på kun 1000 liter, hvor osteprocessen foregår, hvorefter den presses nænsomt i de gamle osteforme. Osten modnes i 12-16 mdr. på GRAND fromages Affinageri. Osten er fast med fine toner af karamel, brændte mandel og er fint afrundet med en let syre.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften