
Marinering: Rør olivenolie, whisky, citronsaft, soja, honning, 2 fed finthakket hvidløg og ingefær, 1 skalotteløg i tynde skiver og grofthakket salvie sammen og krydr med salt og peber. Kom marinaden i en frysepose og læg skinkemignonen ned i. Luk posen til og ryst til marinaden har fordelt sig rundt om kødet. Læg posen på køl i ca. 24 timer og vend gerne indimellem.
Chutney: Fjern blomsten på tomaterne og skær dem i tern. Skræl æblet, fjern kernehuset og skær kødet i tern. Snit 3 skalotteløg i tern og hak 1 fed hvidløg meget fint. Kom tomat, æble, løg, hvidløg, rosiner, farin og halvdelen af eddiken i en gryde og kog det op. Skru ned til lavt blus og lad chutneyen simre en halv times tid. Kom resten af eddiken ved og lad det simre videre i yderligere 20 min. til chutneyen er blevet tyk. Smag til og lad chutneyen køle lidt af inden servering.
Grill: Tag kødet op af marinaden og dup det tørt med køkkenrulle. Læg kødet på en, ikke alt for varm grill og grill mignonen på alle sider i 20-40 min. alt efter tykkelse – centrumtemperaturen skal være 65°C. Lad kødet hvile 10 min. inden det skæres i skiver og serveres.
Server med nykogte kartofler, koldt smør og eget valg af grillede grøntsager, fx majskolber, champignoner, forårsløg, squash eller asparges.
EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.
3 fun facts om EVOO
Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.
Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.
En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.
Kommentarer og forslag til opskriften