Basmatiris: Kom risene i en sigte, og skyl dem grundigt under rindende vand i 2-3 minutter. Kog 3 dl vand (pr. pose ris) op med 1 tsk. salt. Tilsæt de skyllede og drænede ris, og når vandet igen koger, røres en gang i risene og der skrues ned så de netop simrer (2-3 stykker). Kog risene under låg i ca. 10-12 minutter til alt vandet er optaget i risene. Sluk og lad risene hvile under låg i 10-12 minutter – slå dem løse med en gaffel og server.
Fisk: Del fisken i mindre stykker (2-3 stk. pr mand), og drys stykkerne med 1/3 af Lauki Masala krydderiet samt lidt salt - vend rundt og lad retten trække 5-10 minutter.
Sauce: Kom Resten af Lauki Masala krydderiet i en tykbundet gryde, og rist det let igennem uden det tager farve. Tilsæt flåede tomater, og lad saucen koge igennem et par minutter. Tilsæt 2/3 af yoghurten og kog det hele igennem 1 minut - smag til med salt og sukker.
Afslut retten: Kom de marinerede fiskestykker og små blomkålsbuketter i gryden med saucen - sæt låg på. Lad retten simre i 4-5 minutter. Sluk og lad den hvile 2-3 minutter inden den serveres.
Anretning: Top retten med limebåde og et par klatter af den sidste yoghurt. Serveres med de kogte ris i en skål ved siden af.
Lauki Masala er en meget stærk indisk karry for de mere eventyrlystne. Dens styrke balanceres af kardemomme, der giver en eukalyptus-mynte note. Brug den gerne forsigtigt i første omgang.
Lauki Masala indeholder: Spidskommen, sort peber, korianderfrø, sorte og gule sennepskorn, grøn kardemomme, sort kardemomme, bukkehornsfrø, cayenne, chili og gurkemeje. Alle ingredienser er økologiske.
Kend din fisk: Mørksej
GASTRONOMISK
Kødet på en mørksej har et svagt gråt-rosa skær. Det er magert, og har en lidt kraftigere og mere markant smag end lyssejen. Den er særligt god som stegt, grillet, paneret eller bagt, og kan som andre torskefisk koges og dampes, omend knap så udbredt til pochering eller kogning. Den egner sig til gengæld rigtigt godt til fiskefars.
Den fiskes og spises hele året, men kvaliteten topper i 2. halvdel af året, fra juni til december.
SUNDHED
Mørksejen er en meget mager fisk og fedtprocenten er på beskedne 0,3 gram pr. 100 gram. Den har til gengæld et højt indhold af jod og kalium, hvor sidstnævnte ligger på ca. 440 mg/100 g. Den har et proteinindhold på ca. 19,3 g/100 gram.
Læs mere om mørksej her > KEND DIN FISK
Kundekommentarer ()