0

Letsaltet torsk med karry og variation over jordskok

Hovedingrediens:
Fisk
Sæson:
Forår, Efterår, Sommer, Vinter
Tilberedningstid:
30 minutter

Fremgangsmåde

Torsk: Del torskefileten i 12 ensartede stykker og læg dem i et fad. Bland 1 spsk. salt og 1 spsk. sukker, drys det over fisken og lad det trække 15 min. Skyl salt og sukker af fisken under koldt vand, dup stykkerne tørre og drys med et tyndt lag karry. Varm lidt neutral olie op på panden, kom 1 spsk. smør ved og læg torskestykkerne på. Steg 2-3 min. på hver side til de er gyldne og møre.

Jordskokker: Skrub alle jordskokkerne rigtigt godt og befri dem for "øjne".

Brug en fjerdedel til salat: Pisk citronsaft, hvidvinseddike, jomfruolivenolie, salt og friskkværnet peber sammen i en skål og smag til med lidt sukker. Snit jordskokkerne i så tynde skiver som muligt og vend dem straks i dressingen. Lad salaten marinere min. 20 min., men gerne et par timer i køleskab. Snit æblet i tynde skiver, hak dilden og vend begge dele i salaten lige inden servering.

Brug halvdelen til puré: Skær jordskokkerne i grove tern og sauter dem i 1 spsk. smør 4-5 min. Kom vinen ved, læg låg på og lad det simre til vinen er kogt ind om jordskokkerne. Kom 2 dl vand ved og lad det simre under låg til de er helt møre og vandet næsten kogt væk. Kom fløden ved, kog op og purer derefter det hele til en blød creme. Smag til med salt og peber og hold den varm.

Brug den sidste fjerdedel til chips: Snit jordskokkerne helt tyndt og dup dem tørre på køkkenrulle. Kom 3 cm olie i en lille gryde og varm det godt op. Friter jordskokskiverne lidt ad gangen til de er gyldne og møre, løft dem over på køkkenrulle til afdrypning og drys straks med (flage)salt.

Server retten med en grøn salat med friskbælgede ærter, radiser og sennepsvinaigrette samt godt groft brød.

Kommentarer og forslag til opskriften

Bonusinfo

Madras karry indeholder: 30% gurkemeje , 20% spidskommen, 15% sennepskorn, 15% korianderfrø, 5% sort peber, 5% karryblade, 5 % Chili 5% ingefær

Bonusinfo

EVOO står for Extra Virgin Olive Oil og er den højeste kvalitet inden for olivenolie. Den fremstilles udelukkende ved mekanisk, kold presning uden brug af varme eller kemikalier og har en meget lav syregrad. Det giver en ren, frugtig smag med noter af græs, artiskok, mandel eller peber – afhængigt af olivensort og høsttidspunkt. EVOO bruges traditionelt i Middelhavskøkkenet både rå og til madlavning og bidrager med sunde fedtsyrer og naturlige antioxidanter.

3 fun facts om EVOO

  1. Den let bitre og pebrede fornemmelse i halsen er et kvalitetstegn og skyldes polyfenoler – de samme antioxidanter, der gør olien sund.

  2. Tidligt høstede, grønne oliven giver mindre olie, men markant mere smag og flere antioxidanter end sent høstede, modne oliven.

  3. En god EVOO er mere varmestabil, end mange tror, fordi dens antioxidanter beskytter fedtet – den kan derfor godt bruges til moderat stegning uden problemer.